Find ud af hvad dit navn betyder

Det er en grønlandsk tradition at et barn bliver opkaldt efter en afdød, eller får et navn der har en betydning.
Kalaallit aqqi
Foto © : KNR / Paarnaq
Skrevet af Paarnaq Hansen
14. december 2015 16:22

Grønlandske navne har mange forskellige betydninger, og af den grund er der også mange der henvender sig til Sprogsekretariatet for at finde ud af, hvad et navn betyder. 

Derfor har Sprogsekretariatet besluttet sig for at udgive en bog om navne. Bogen hedder Grønlandske personnavne. Der kan man læse om de forskellige grønlandske navne samt deres betydning og baggrund.

- Vi har i tidens løb indsamlet en masse svar på mange af de grønlandske navne, også synes vi det kunne være fint, at udgive dem i bogform, så flere kan få glæde af dem, siger forfatteren bag bogen, Nuka Møller.

Læs også Forfatter leder af Sprogsekretariatet

Anngali, Qujagi, Taqqik. Der er mange specielle navne i bogen, og hver har deres betydning.

- Suersaq, drengenavn, efternavn, fra åndesprog, fra Avanersuaq, betydning fra ordet suuarsagaq eller suuersagaq, der betyder den helbredte.

Det mest interessante har været åndesprogsnavnene, som de kalder dem i Sprogsekretariatet. Navne som er tildelt af åndemanere, fortæller Nuka Møller. 

- Det er simpelthen navne som er blevet tildelt af enten åndemanere eller af lægfolk, hvor de bruger et specielt sprog som afspejler den gamle religion og den gamle tankegang om hjælpeånder.

Research

Det har krævet rigtig meget researcharbejde for at finde frem til de mange specielle navne. Det har taget to år at skrive bogen.

- Gennem gamle sagn, gamle missionærers dagbøger, ordbøger, ved at spørge folk, og også ved at kigge på stammefrænders ordbøger i Canada og Alaska, fortæller forfatteren bag Grønlandske personnavne, Nuka Møller.

Læs også Nu hedder Ittoqqortoormiit det samme i hele landet

Bogen er skrevet i tre forskellige sprog, og der er allerede stor interesse for bogen. Blandt andet har forlaget allerede fået ordre fra udlandet, fortæller Nuka Møller.