Forfatter leder af Sprogsekretariatet

Børnebogsforfatteren, digteren og sportsudøveren Katti Frederiksen er udnævnt som Sprogsekretariatet / Oqaasileriffiks nye leder. Det oplyser Departementet for blandt andet Uddannelse i en pressemeddelelse.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
10. juni 2015 04:47

Katti Frederiksen afløser Sprogsekretariatets første leder, Carl Christian Olsen, som blev pensioneret med udgangen af 2014.

Katti Frederiksen er født og opvokset i Narsaq og mor til tre børn. 

I 2011 blev hun færdiguddannet som cand.mag. i Sprog, Litteratur og Medier fra Ilisimatusarfik. 

Katti Frederiksen har desuden tilegnet sig solid lingvistisk faglig baggrund bl.a. fra University of Alaska og ifølge pressemeddelelsen ser hun frem til dialogen med Oqaasiliortut/Grønlands Sprognævn og andre sprogudvalg samt til at hente den tekniske rådgivning fra sprogteknologi og have dialog med tolke- og oversætterfunktioner.

Hun er med sin internationale erfaring og faglige baggrund kompetent til at repræsentere sproget udadtil, lyder det i pressemeddelelsen fra Selvstyret.

Privat har Katti Frederiksen udgivet såvel digtsamlinger som børnebøger, ikke mindst den populære Rasmus Klump på grønlandsk, og hun er en aktiv idrætsudøver med en stor passion for løb.