Finansudvalg indkalder Vittus Qujaukitsoq i samråd

På mandag er der for første gang åbent samråd i Inatsisartut. Det er naalakkersuisoq for finanser, der skal grilles i sagen om pension.
Den rodede sag om pension handler om 6.628 borgere, der ikke har indbetalt penge nok til den obligatoriske pensionsordning. Arkivfoto Foto © : Naalakkersuisut
Skrevet af Christine Hyldal
23. januar 2020 18:11

For første gang i Grønlandsk demokrati bliver der på mandag holdt et åbent samråd i Inatsisartut. 

Finans- og Skatteudvalget står bag invitationen, og dagens vigtigste gæst bliver Vittus Qujaukitsoq (NQ), der er naalakkersuisoq for finanser.

Han skal svare på spørgsmål fra udvalget i sagen om den obligatoriske pensionsopsparing. Den handler om 6.628 borgere, der ikke har indbetalt penge nok til den obligatoriske pensionsordning. Derfor er Skattestyrelsen gået i gang med at opkræve de manglende beløb. 

Det betyder, at de 6.628 borgere skal betale mere via skat i år for at leve op til loven om at spare op til egen pension.
Borgerne hæves mellem to og seks procent i skat alt efter, hvor stor en indkomst de har.

LÆS OGSÅ Over 6000 personer skal betale mere til pension

Sagen blev i sidste uge for meget for hele oppositionen. Og nu har Finans- og Skatteudvalget indkaldt Vittus Qujaukitsoq i samråd.

Det sker på mandag 27. januar klokken 15.00, hvor udvalget vil stille spørgsmål til Naalakkersuisuts hidtidige erfaringer med administrationen af indbetalingerne til den obligatoriske pensionsordning.

Enigt udvalg indkalder til samråd

Åbent samråd i Inatsisartut

 

  • 15 tilhørere kan maksimalt overvære samrådet. 
  • Pladserne tildeles efter først-til-mølle princippet ved at kontakte Bureau for Inatsisartut på inatsisartut@inatsisartut.gl eller på telefon 34 61 25.
  • Det er nødvendigt at reservere en plads på forhånd for at kunne overvære samrådet, oplyser Inatsisartut. 
  • Tilhørere skal møde op ved receptionen til Inatsisartut senest 15 minutter før samrådet starter. 

Hermann Berthelsen er formand for Finans- og Skatteudvalget. Han bekræfter overfor KNR, at det er et enigt udvalg, der står bag indkaldelsen af Naalakkersuisoq i samråd.

Og for første gang kommer samrådet til at foregå åbent. 

Der vil være mulighed for at følge samrådet på både grønlandsk og dansk.

Men hvorfor skal samrådet være åbent for offentligheden? 

- Det har vi valgt, fordi sagen berører så mange mennesker, siger Hermann Berthelsen.

LÆS OGSÅ Pensionsklemme: Mange breve nåede ikke frem til modtagere

Vittus Qujaukitsoq sagde i sidste uge til KNR, at han godt kan forstå den kritik, som både nervøse borgere og SIK har ladet hagle ned over ham for at være for dårlig til at oplyse om de nye regler for pensionsopsparing. 

- Om det har været nok. Nej det har ikke været nok. 

Den tvungne pensionsopsparing trådte i kraft den 1. januar 2018, og det er først i år, at Selvstyret og Skattestyrelsen får folk til at indbetale til deres pension via en højere trækprocent.