Fifa udelukker Blatter og Platini fra fodbold i 8 år

Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, udelukker nu både Sepp Blatter og Michel Platini fra fodbold i otte år for at medvirke til korruption. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Skrevet af Ritzau
21. december 2015 11:12

Sepp Blatter får desuden en bøde på 50.000 schweizerfranc - cirka 350.000 kroner, mens Michel Platini skal betale 80.000 schweizerfranc - det er mere end en halv million kroner.

De to erklærede sig ellers begge uskyldige i anklagerne om korruption, da de torsdag og fredag i omkring 8 timer blev afhørt i Fifas etiske komité.

Platini var, før sagen for alvor kom frem, en af favoritterne til at overtage præsidentstolen i Fifa fra Sepp blatter, men han må altså nu indse, at det sandsynligvis ikke bliver virkelighed.

Sepp Blatter har netop meddelt at han vil appellere dommen fra Fifa. Det ventes at Platini vil gøre det samme.

Der er præsidentvalg i Fifa den 26. februar.