Qaanaaq: Fangere og fiskere vil have flere narhvalskvoter
Borgerne i Qaanaaq demonstrerede tirsdag, efter departementet for fiskeri, fangst og landbrug samme dag meddelte, at hele narhvalskvoten er fanget.
Ifølge KNAPK's lokale formand, Mads Ole Kristiansen, er det ikke udelukkende fangere, der er ramt at stoppet på narhvalsfangsten.
- Man kan sige, at alle borgerne er ramt. Fiskerne og fangerne er mest ramt. Men også medarbejderne i Inughuit Seafood A/S er ramt, da de ikke har noget at producere, end ikke hundene er der foder til.
Kræver erstatning
Narhvaler opholder sig i sommersæsonen ved Qaanaaq, hvis borgere har stor glæde af kødet fra hvalen. Der er stadig kvote på hvidhvaler, men de kommer først til området om efteråret, fortæller Mads Ole Kristiansen.
Man kan også fiske efter hellefisk, men i følge fiskernes og fangernes formand forsvinder hellefisken, når narhvalerne kommer til området.
Det er heller ikke muligt at indhandle sælskind, da der ikke er etableret skindindhandling i området.
Derfor er fiskerne og fangerne hårdt ramt af stoppet på narhvalsfangst, og derfor demonstrerede de tirsdag foran kommunens lokale kontor.
De kræver en forøgelse af narhvalskvoten. Hvis ikke det er muligt, må departementet handle på anden måde.
- Hvis ikke narhvalskvoten forøges, må vi kræve erstatning fra beslutningstagerne. Vi må jo have noget at leve af, siger Mads Ole Kristiansen.
Her kan du se en optagelse fra demonstration.
qaanaami_akerliussutsimik_takutitsisut.mp4