Familiemedlem til smittet i Aasiaat er testet negativ

Finansudvalget i Inatsisartut er ikke længere i hjemmekarantæne, da frygtet smittespreder er testet negativ.
Den smittede i Aasiaat har ikke smittet den person, som rejste til Nuuk for at holde møde med Finansudvalget. Foto © : Scanpix
23. oktober 2020 12:24

Frygten for, at den corona-smittede i Aasiaat har smittet folk i Nuuk, er blevet mindre.

Familiemedlemmet til den smittede, som rejste til Nuuk for at holde møde med Inatsisartuts Finansudvalg, er nemlig blevet testet negativ.

Derfor er Finansudvalget i Inatsisartut heller ikke længere i hjemmekarantæne. Den oplysning skrev Doris Jakobsen (S), der er medlem af Inatsisartut, på Facebook.

Det bliver bekræftet af Vivian Motzfeldt (S), der er formand for Inatsisartut. 

- Landslægeembedet har meddelt formandsskabet for Inatsisartut, at karantænen for Finansudvalget er ophævet, siger Vivian Motzfeldt til KNR.

Finansudvalget har været i hjemmekarantæne siden onsdag aften. 

LÆS OGSÅ Overblik: Status på coronavirus i Grønland

Det skete efter, at familiemedlemmet til den smittede i Aasiaat rejste med en delegation til Nuuk, hvor delegationen holdt møde med Finansudvalget. 

For at være på den sikre side blev Finansudvalget så sendt i hjemmekarantæne onsdag aften, og torsdagens møder i Inatsisartut blev aflyst. 

 

 

Den smittede i Aasiaat overholdt ikke coronareglerne. Han eller hun havde besøg under sin fem dage lange karantæne – og dermed er der mulighed for, at vedkommende kan have smittet andre. 

I dag er der sendt 80 elever hjem fra KTI’s afdeling for bygge og anlæg i Sisimiut. Det har skolen besluttet, fordi at en af de nye elever har haft tæt kontakt med den smittede i Aasiaat, forklarer forstander Jokum Møller.

Cirka 10 personer sidder i hjemmekarantæne i Aasiaat.