Første vaccinestik mod covid-19 er lige om hjørnet

De første vaccinationer mod covid-19 er på trapperne, og der er ifølge landslægen intet at være bange for i forhold til at lade sig vaccinere. 
Det er medicinalvirksomhederne Pfizer og Biontech, der står bag den vaccine, som nu er kommet til Grønland. Foto © : Ritzau Scanpix/Mads Claus Rasmussen
30. december 2020 06:46

Forberedelserne til at starte vaccination mod covid-19 i Grønland går nu for alvor i gang. Forventningen er, at vaccinationen kan begynde i næste uge. I første omgang på alderdomshjemmene i Nuuk og Ilulissat.

Det er nemlig de to steder i landet, hvor myndighederne har de nødvendige faciliteter til rådighed, som vaccinen fra medicinalvirksomhederne Pfizer og Biontech kræver.

Og ifølge landslægen er der ikke noget at være bange for i forhold til at sige ja tak til tilbuddet om at blive vaccineret med den nye vaccine mod covid-19.

- Nej, det mener vi bestemt ikke. Der er allerede rigtig mange erfaringer, for det går rigtig stærkt rundt omkring i verden, og der er ikke noget, der tyder på, at der skulle være forbundet alvorlige bivirkninger med den. 

Sådan siger landslæge Henrik L. Hansen, efter den første sending af vacciner fra Danmark i går ankom til Grønland.

LÆS OGSÅ Covid-19-vacciner ankommet til Grønland 

Landslægen kan dog endnu ikke give en dato for, hvornår i næste uge den første borger kan få sit første vaccinestik. 

- Vi skal lige være helt sikre på, at vi har alt udstyret, netop fordi vi er meget afhængige af, hvad der kommer udefra inklusiv det hjælpeudstyr, der skal til ud over selve vaccinen, siger landslægen.

To stik til hver 

Før man er færdigvaccineret, skal man have modtaget i alt to vaccinestik, og der kommer til at gå cirka tre uger mellem de to stik, forklarer landslægen.

Men selv om du modtager de to vaccinestik, så er du ikke fuldstændig immun over for covid-19.

- Nej, det er man ikke, siger landslægen og uddyber:

- Men med de resultater, der foreligger indtil nu, tyder alt på, at det giver en meget høj grad af beskyttelse, og at det i hvert fald giver en meget høj grad af beskyttelse mod, at man bliver alvorligt syg, og det er jo helt afgørende i den her sammenhæng. 

- Hvor længe den så virker, det bliver den næste udfordring. De seneste resultater tyder på, at der er en effekt i et betydeligt tidsrum, men vi har simpelthen ikke nok erfaringer, da vaccinen jo først er begyndt at blive brugt for få måneder siden.

LÆS OGSÅ Endnu en person smittet i Aasiaat

Landslægen slår fast, at det er frivilligt, om man vil sige ja til tilbuddet om at blive vaccineret eller ej, men understreger, at der ikke er nogle forhold, der taler imod at lade sig vaccinere mod covid-19.

- Ikke kun for at beskytte sig selv, men på sigt også for at samfundet er beskyttet mod smittespredning, siger han.

Det var 975 doser med covid-19 vaccine, som i går ankom til Nuuk, hvor de indtil videre skal opbevares i en fryser på Dronning Ingrids Hospital.

Ud over beboere på alderdomshjem i Nuuk og Ilulissat står den ældste del af befolkningen i de to byer først i køen til at modtage vaccinen.