Første sprængning: Historisk byggeri går i gang med blandede følelser

Nogle er glade og spændte - andre er bekymrede og ærgerlige. I dag sprænges der for første gang til Nuuks nye lufthavn.
Begyndelsen af byggeriet i Nuuk bliver markeret klokken 16.30 og finder sted ved Sisorafiit- Skiliften.

I eftermiddag klokken 16.30 trykker Kalaallit Airports og Munck-gruppen på knappen og udløser den første sprængning til lufthavnsbyggeriet i Nuuk.

Dermed er et stykke arbejde sat i gang, som ikke bare forandrer Nuuk, men som om fire år også vil have forandret Grønland med tre nye atlantlufthavne i stedet for to.

- Jeg er meget glad og meget spændt. Nu sker det endelig, siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen (IA).

Sprængning på onsdag

Byggeriet af den nye internationale lufthavn i Nuuk begynder onsdag, når Kalaallit Airports laver den første sprængning.

 

Kalaallit Airports forventer, at lufthavnene i Nuuk og i Ilulissat vil stå færdige i slutningen af 2023.

 

Også lufthavnen i Qaqortoq er planlagt til 2023, og byggeriet forventes at blive udbudt næste år.

 

Begyndelsen af byggeriet i Nuuk bliver markeret klokken 16.30 og finder sted ved Sisorafiit- Skiliften.

- Siden jeg jeg var en helt lille pige - og i hvert fald i mere end 20 år - har man talt om at udbygge lufthavnen i Nuuk. I de seneste tre år har diskussionerne været meget intense. Vi er rigtig glade i dag, for vores by har brug en en større og længere landingsbane. 

Bekymring: Støj og larm 

Men det er langt fra alle, der kipper med flaget i dag. Byggeriet af lufthavnen i Nuuk og hele lufthavnspakken har siden begyndelsen været til stor debat. Kangerlussuaq vil blive drænet, når den nye lufthavn i Nuuk og Ilulissat kommer i gang, så humøret har selvsagt ikke været højt. 

LÆS OGSÅ Nuuk Lufthavn: Flere sprængninger på kortere tid i vente

Og det har det altså heller ikke i Nuuk, hvor en gruppe borgere mener, at placeringen af lufthavnen er helt forkert, og at der vil være alt for meget støj i forbindelse med byggeriet - og ikke mindst når lufthavnen er taget i brug. 

Christian Jerimiassen er talsmand for Angisunnguaq-gruppen, der er imod, at den nye landingsbane bliver bygget i forlængelse af den nuværende på Lille Malene. Gruppen vil gerne have, at der skal bygges en ny lufthavn på Angisunnguaq-øen syd for Nuuk i stedet for - og dermed at lufthavnsbyggeriet kommer helt ud af byen.

- Vi er bekymrede og ærgerlige i dag, siger Christian Jerimiassen.

- Det er en beslutning, der er taget hen over hovedet på folk. Det er en kortsigtet løsning, og om 12-15 år vil lufthavnen være for lille alligevel. Vi har mulighed for at få en bedre lufthavn udenfor byen, siger han.

Argument: Billigere billetter

Argumenterne imod udvidelsen i Nuuk har blandt andet været, at de mange penge til projektet primært kommer borgerne i Nuuk til gode. Mens resten af landet, især bygderne og de nuværende atlantlufthavne, bliver overset eller bliver dårligere stillet.

Samtidig er der også mange, som glæder sig til den nye lufthavn. De, der forsvarer en større lufthavn, argumenterer blandt andet for, at rejsetiderne bliver kortere og billetterne billigere. Hele lufthavnspakken vil samlet komme hele landet til gode, fordi man vil spare mange rejseudgifter, tiltrække flere turister og give bedre mulighed for handel med udlandet, lyder argumenterne.

LÆS OGSÅ Munck Gruppen skal anlægge landingsbanerne i Nuuk og Ilulissat

Der har ellers været god tid til at arbejde sig frem til en løsning, hvor de fleste kunne blive tilfredse. 

I 1995 kom en udvidelse af Nuuk i første omgang på tale, da daværende ordfører for Siumut sagde, at undersøgelser burde indgå i arbejdet med de syv indlandslufthavne, der senere blev bygget rundt om på kysten.

Først 16 år senere blev det mere konkret, da transportkommissionen blev sat til at undersøge infrastrukturen i Grønland. I 2011 kom resultatet: Byg en atlantlufthavn i Nuuk.