Fødevareminister Mogens Jensen trækker sig efter minksag

Fødevareminister Mogens Jensen (S) trækker sig. Han føler, han har mistet tilliden i Folketinget. 
Mogens Jensen har den seneste halvanden uge været under hård beskydning. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
18. november 2020 10:13

Den danske fødevareminister Mogens Jensen fra Socialdemokraterne trækker sig efter sagen om aflivning af alle landets mink. Det skriver han på Facebook.

Mogens Jensen siger, at han har mistet tilliden fra Folketinget. Det sker i forlængelse af, at der blev givet en ulovlig ordre om at aflive alle mink i Danmark.

- Da jeg har den klare vurdering, at jeg ikke længere har den tilstrækkelige opbakning blandt et flertal af Folketingets partier, har jeg i dag meddelt statsministeren, at jeg udtræder af regeringen, skriver Mogens Jensen på Facebook.

Mogens Jensen har den seneste halvanden uge været under hård beskydning, da det stod klart, at der ikke var lovhjemmel for den instruks, regeringen udstak 4. november om, at alle mink i Danmark skulle slås ned. Der er 15-17 millioner mink i Danmark.

Minkene skulle aflives, fordi coronavirus er muteret blandt mink og har spredt sig til mennesker. Mutationen kan bringe coronavaccine i fare. 

LÆS OGSÅ Britisk karantænekrav rammer Danmark efter udbrud hos mink

Men ordren var altså ulovlig. Det fandt statsministeren og fødevareministeren ud af i weekenden 7.-8. november. Statsminister Mette Frederiksen beklagede sagen, men hun sagde, at det var Mogens Jensens ansvar.

Partierne i blå blok mente, at Mogens Jensen burde trække sig. 

En redegørelse for forløbet - herunder hvornår han blev opmærksom på det, og hvad han gjorde – er sendt til partierne. Den er dog endnu ikke offentliggjort.

Mogens Jensen trækker sig ikke fra politik, skriver han på Facebook:

- Nu vil jeg hellige mig min kæreste, familie og venner. Men jeg vender stærkt tilbage og glæder mig til at tage hul på arbejdet i folketingsgruppen.