Færøerne: Landsstyre vil have tunnel til den sydligste ø
Hvis det står til det færøske landsstyre, skal landets sydligste ø, Suðuroy, forbindes med resten af landet med en tunnel.
Tunnelen skal gå fra Eysteroy via øen Sanðoy, som ligger mellem Eysteroy og Suðuroy.
Færøernes økonomiske råd påpeger, at der er stor usikkerhed omkring pengene til projektet.
Det skriver Altinget Arktis.
I sin åbningstale til Lagtinget på Færøernes nationaldag, Olaidag, den 29. juli, sagde lagmand Bárður á Steig Nielsen, at landstyret vil oprette et aktieselskab. Selskabet skal fra 2025 sikre, at der årligt bliver afsat 100 millioner kroner til tunnelbyggeriet.
Ifølge Altinget Arktis har den færøske landsingeniør vurderet, at en tunnel til Suðuroy vil koste omkring 5,4 milliarder kroner.
LÆS OGSÅ Ny tunnel: Om tre år kan man køre til ny bydel i hovedstaden
Færøernes økonomiske råd vurderer, at tunnelprojektet kan starte, når der sparet 800 millioner kroner op. Men så er der stadig lang vej til 5,4 milliarder kroner.
Og selv med brugerbetaling af tunnelen, vil det kun dække 10-20 procent af alle udgifter til byggeriet, påpeger rådet.
Derfor vil landsstyret skulle betale langt størstedelen af projektet, formentlig med store lån til følge - og det er dyrt i øjeblikket.
- Med landskassens nuværende økonomiske holdbarhed, hvor der ikke er overskud på finansloven på trods af højkonjunktur og meget lav arbejdsløshed, er det urealistisk at anlægge en tunnel til Suðuroy, hvis andre samfundskritiske anlægs- og udbygningsprojekter også skal iværksættes, oplyser Færøernes økonomiske råd ifølge Altinget Arktis.