Fængselsforbund: Tiltrængt aftale for anstaltsbetjente
- Vi er glade. Det er så hårdt tiltrængt, at vi får givet et løft i lønnen til det uniformerede personale i Grønland under Kriminalforsorgen.
Sådan lyder reaktionen fra forbundssekretær i Fængselsforbundet, René Larsen, i kølvandet på en politiske aftale, der sikrer 38,4 millioner kroner til at styrke anstaltsbetjentes løn i Grønland.
LÆS OGSÅ 38,4 millioner kroner mere til anstaltbetjentes løn
Ifølge René Larsen gør aftalen op med den lønforskel, der i årevis har været mellem at være dansk fængselsbetjent og grønlandsk anstaltsbetjent, selv om arbejdsindhold og arbejdsgiver reelt er den samme.
Sammenligning af lønniveauer:
- En anstaltsbetjent i Grønland med mellem nul og to års anciennitet tjener i gennemsnittet 19.365 kroner om måneden inklusive faste tillæg.
- En fængselsbetjent i Danmark med mellem nul og to års anciennitet tjener i gennemsnittet 24.769 kroner om måneden inklusive faste tillæg.
- Forskellen er på 5400 kroner.
- De ansatte i Grønland har en arbejdstid på 40 timer om ugen, mens fængselspersonalet i Danmark har en arbejdstid på 37 timer om ugen.
Kilde: Kriminalforsorgen
Lønforskellen har ifølge Fængselsforbundet betydet, at danske fængselsbetjente har tjent mellem 4.500 kroner og 7.000 kroner mere end deres grønlandske kollegaer, og det har været et problem, som fagforbundet i flere år har råbt op om, understreger forbundssekretæren.
Personalesituation tæt på kollaps
Han forklarer, at lønniveauet for anstaltsbetjentene i Grønland ligger på godt 20.000 kroner og med en startløn, der ligger på godt 17.500 kroner.
Det har betydet, at flere har måtte bijobbe for at få økonomien til at hænge sammen derhjemme. Særligt i Nuuk, hvor boligudgifterne er høje, påpeger René Larsen.
- Aftalen betyder, at de nu får et markant løft i deres løn, som forhåbentlig gør, at de kan leve af jobbet, siger han.
LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz: Anstaltsbetjente skal have bedre løn og bedre uddannelse
Med aftalen håber René Larsen på, at en højere løn kan få en positiv effekt på de pressede forhold, som de grønlandske anstaltsbetjente arbejder under og samtidig bidrage til at gøre det mere attraktivt at være anstaltsbetjent.
- Personalesituationen er tæt på kollaps. Alene i den nye anstalt i Nuuk skal der bruges 49 betjente i turnus for at have en normal og forsvarlig drift. Men aktuelt har vi omkring 28 i tjeneste, siger han.
- Så næsten halvdelen mangler, og af dem der er i tjeneste, er to tredjedele elever. Vi er i en situation, hvor hovedparten er uerfarne elever. Det er i 11. time, vi får en aftale om lønnen, siger René Larsen.