Fåreholdere og forening er bekymrede for mineprojekt i Kuannersuit
Greenland Minerals varsler om et færdigt VVM-udkast til selskabets mine-projekt i Kuannersuit. Her vil man vil udvinde sjældne jordarter og uran.
Men det har givet borgere i Narsaq bekymrede miner, og både fåreholdere og foreningen Urani Naamik nu kommer med indsigelser til projektet.
- Det er jo klart og allerede dokumenteret, at udvinding af uranholdige jordarter i stor stil ikke er foreneligt med produktion af landbrugsprodukter.
LÆS OGSÅ Greenland Minerals: Vi har fået styr på VVM rapporten
Det skriver inuitorganisationen ICC på vegne af fåreholderne i Narsaq.
Fåreholderne er nemlig bekymrede for, hvad der skal ske med deres erhverv i fremtiden, hvis der skal stå en mine ved Kuannersuit.
De frygter ifølge ICC en radioaktiv støvforurening af deres græsningssteder og dyrkningsområder.
Foreningen Urani Naamik savner informationer
Foreningen Urani Naamik, der på dansk betyder "nej til uran", er også bekymret for mineprojektets seneste udvikling.
Særligt efter at naalakkersuisoq for råstoffer, Vittus Qujaukitsoq (NQ), for nylig erklærede sin støtte til projektet.
Foreningen savner informationer om konsekvenserne ved at etablere en mine ved Kuannersuit.
- Vi er stadigvæk ikke blevet informeret om, hvordan det kommer til at få betydning for vores hverdag, vores helbred, vores natur og omgivelser, hvis der bliver etableret en mine ved Kuannersuit, siger Mariane Paviasen, der er forkvinde for foreningen Urani Naamik.
Men Naalakkersuisut har endnu ikke kunnet svare tilbage på bekymringerne.
De henviser til, at man stadig afventer Greenland Minerals' færdige udgave af Kuannersuit-projektets VVM-rapport.