EU-lande tilbyder May udsættelse af brexit til halloween

Storbritannien er endnu engang redet på målstregen og slipper for et såkaldt hårdt brexit uden en aftale om det fremtidige samarbejde.
På et topmøde i Bruxelles er stats- og regeringscheferne fra de 27 lande, der bliver i EU, enige om et nyt tilbud om at udsætte brexit. Foto © : Tiocfaidh ár lá 1916/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
11. april 2019 08:36

På et topmøde i Bruxelles er stats- og regeringscheferne fra de 27 lande, der bliver i EU, enige om et nyt tilbud om at udsætte brexit.

Det bekræfter EU-præsident Donald Tusk på Twitter. Han modtog i aftes omkring kl 21. grønlandsk tid den britiske premierminister, Theresa May, for at meddele hende det kompromis, de 27 lande var nået frem til.

De 27 EU-lande vil udskyde brexit til senest 31. oktober i år. Det er indbygget i aftalen, at parterne skal se på processen igen i juni, bekræfter diplomatiske kilder ved topmødet.

LÆS OGSÅ May vil gå af, når brexitaftale er i hus

Datoen er et kompromis mellem en række lande, som ønskede en længere udsættelse på den ene side, og på den anden side Frankrig, som talte meget stærkt for en kort forlængelse af skilsmisseprocessen.

Aftalen vil indebære, at Storbritannien skal afholde valg til Europa-Parlamentet i slutningen af maj.

31. oktober falder sammen med, at der er skiftedag i EU-Kommissionen, hvorfor denne løsning formentlig vil medføre, at man kan undgå at skulle udnævne en EU-kommissær fra Storbritannien.

/ritzau/