Naalakkersuisut: EU bør ændre regler for eksport af sælprodukter

Naalakkersuisut ønsker, at EU ophæver det generelle forbud mod sælprodukter. Det skriver de i et forslag til EU's nye arktiske strategi.
Foto © : Great Greenland
Skrevet af Markus Valentin
07. september 2026 07:30

Onsdag var Múte B. Egede (IA), naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og råstoffer, i EU.

Her fortalte han, at naalakkersuisut har fremsendt forslag til EU's nye arktiske strategi.

- Vi understreger vigtigheden i, at EU’s handlinger og politik bør inkludere perspektiverne fra befolkningen i Arktis. Dette betyder også en respekt for arktiske folk og deres rettigheder, sagde Múte B. Egede.

- Vi mener, at hvis EU indtager et arktisk synspunkt vil det styrke modstandsdygtigheden i Arktis og dets folk.

Naalakkersuisut opfordrer EU til at ændre deres lov, som sætter et generelt forbud for eksport af sælskind.

- Med den hensigt at sikre uhindrede og effektiv adgang til EU-markedet for produkter fra sæler, som stammer fra oprindelige folk i Arktis, står der i forslaget.

Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og råstoffer, Múte B. Egede (IA), var onsdag i EU. Her fortalte han blandt andet om nogle af forslagende, naalakkersuisut har overbragt angående en ny arktisk strategi for EU. Foto © : Olivier Hoslet/EPA/Ritzau Scanpix

I oktober sidste år holdt formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), tale til Europa-Parlamentet, hvor forbuddet også var på dagsordenen.

- Forbuddet mod sælprodukter i EU har haft alvorlige negative konsekvenser for sælfangsten og har ført til betydelige fald i både den indenlandske forsyning samt eksporten af vores sælskind, sagde formanden for naalakkersuisut og fortsatte:

- Vi håber, at EU vil overveje at gennemføre ændringer, der kan afbøde de alvorlige negative konsekvenser, som Grønland oplever som følge af dette forbud.

Great Greenland støtter forslaget

KNR har spurgt Aviaja Holm Jensen, administrerende direktør i Great Greenland, hvad de synes om reglerne i EU i dag.

Great Greenland er omfattet af en undtagelse i EU's forbud, hvor sælskind fra inuit gerne må sælges.

Men det er behæftet med en hel del papirarbejde, som skaber problemer, siger hun. Det skyldes blandt andet told på varer samt godkendelse af de nødvendige certifikater.

- Vores drømmescenarie er det samme, som det ønske, naalakkersuisut stiller. I dag er der en masse papirarbejde i forhold til vores sælskinsprodukter for at få dem ind i EU-markedet, siger Aviaja Holm Jensen.

- Hvis ikke der var denne første lovgivning i forhold til forbuddet mod sælskind, så var der ikke en inuit-undtagelse samt en masse papirarbejde.

Det er ikke til at sige, hvor stor en økonomisk effekt en ophævningen af forbuddet vil have for Great Greenland.

Arktisk linse

Et gennemgående tema for naalakkersuisuts anbefalinger til den nye strategi for EU i Arktis kaldes for 'Arktisk linse'.

Begrebet dækker over, at de vil have EU til at se regionen fra samme synspunkt som befolkningerne i Arktis.

- Derudover bør den opdaterede strategi forpligte sig til at udvikle høringsmekanismer for organisationer, der repræsenterer oprindelige folk i Arktis, vedrørende EU’s beslutningsprocesser og politiske drøftelser angående miljø, står der i forslaget.

Forstå begrebet Arktisk Linse

Naalakkersuisut har begrebet 'Arktisk linse' som hovedtema i deres forslag til en ny arktisk strategi for EU.

Konkret betyder det, at EU’s perspektiver og handlinger bør være baseret på menneskecentrerede tilgange, som indebærer:

  • respekt for, beskyttelse af og opfyldelse af menneskerettighederne med særlig opmærksomhed på ikke-diskrimination og ligestilling mellem kønnene, børns rettigheder, rettigheder for personer med handicap samt oprindelige folks rettigheder,
  • anerkendelse af og respekt for arktisk ledelse, herunder selvstyrende regeringer såsom Grønlands Selvstyre. Dette vil også kræve udvikling af mekanismer for høring af og deltagelse af arktiske regeringer i EU’s og bredere multilaterale drøftelser og beslutningsprocesser, der påvirker Arktis,
  • en forståelse af sammenhængen mellem naturen og de arktiske befolkningers levebrød, kulturer og økonomier.

Kilde: Naalakkersuisut, the Government of Greenland’s, contribution to an updated EU Arctic Strategy

Naalakkersuisut ønsker ikke, at der blot skal være fokus på inuit. Når det kommer til at inkludere synspunkterne fra oprindelige folk i Arktis nævnes samerne også.

- EU's arktiske linse bør også inkludere en forståelse for de tætte kulturelle, sproglige og økonomiske bånd hos oprindelige folk i Arktis samt nødvendigheden for international samarbejde for at sikre og facilitere udviklingen af disse, står der i forslaget.

Temaet om Arktisk linse indbefatter også udenrigsstrategien 'Intet om os uden os', skriver naalakkersuisut i forslageet til EU.

Dertil ønsker de, at EU skal være med til at se på 'dual use' løsninger, når der er tale om forsvar i Arktis.