Politisk kommentator om Aki-Matilda Høegh Dam - Et stærkt statement

Et stærkt signal om, at hun er kandidat til formandsposten. Sådan lyder det fra politisk kommentator Jenseeraq Poulsen, efter Aki-Matilda Høegh Dam fredag valgte at levere sin tale på grønlandsk fra talerstolen i Folketinget.
Folketingets ledelse vil nu drøfte om simultantolkning skal være muligt i Folketinget. Foto © : Siumut
Skrevet af Mikkel G. Rasmussen
17. maj 2023 13:55

Fra talerstolen i Folketinget flød ordene ud på grønlandsk.

Folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh Dam fra Siumut nægtede nemlig fredag at levere sin tale på dansk.

Det gjorde hun med argumentationen om, at borgere herhjemme, der ikke forstår dansk, ikke kan følge med i en debat, som omhandler dem.

Et stærkt signal, mener politisk kommentator Jenseeraq Poulsen:

- Jeg ser det som en politiker, der tager ansvar og magten for sig selv, siger han til KNR.

Og samtidig mener han også, at handlingen ikke kun har haft en positiv effekt i forhold til dem, der normalt bakker op om hende.

- Jeg er sikker på, at hun har sat et stort aftryk i forhold til dem, der støtter hende, men også dem, der ikke har valgt hende, som er meget proaktive overfor Grønland, når det gælder ligeværdighed.

Kandidat til formandsposten

Jenseeraq Poulsen mener, at der er flere ting på spil, når han efteranalyserer Aki-Matilda Høegh Dams handling fra talerstolen.

Og han vil heller ikke afvise, at Siumut-politikeren øjner en post som formand i partiet.

-  Aki-Matildas tale kan betragtes fra flere vinkler. Der er både det med magt, ligeværdighed og et snarligt valg til formandsposten i Siumut.

Formandsposten er et tema, når Siumut afholder deres generalforsamling i slutningen af juni.

Og vælger Aki-Matilda Høegh Dam at smide sig selv i puljen, mener Jenseeraq Poulsen, at hun bestemt har gjort sig selv interessant.

- Jeg ved ikke, om hun stiller op til formandsposten, men hvis hun gør, er det et meget stærkt signal om, at hun er stærk indenfor partiet, siger Jenseeraq Poulsen og fortsætter:

- Det er et meget stærkt signal og et stærkt politisk budskab om, at hun er en kandidat til formandskabet, hvis det er det, som hun har tænkt sig.

Formand for Inatsisartut og tidligere formand for Siumut, Kim Kielsen,har for nyligt proklameret, at han stiller op til formandsposten. 

Simultantolkning skal diskuteres

Det tyder også på, at det er lykkes for Aki-Matilda Høegh Dam at få sit budskab igennem til Folketingets Præsidium.

For hvorvidt simultantolkning fra grønlandsk og færøsk til dansk og omvendt skal være muligt i Folketinget vil blive drøftet på næste møde i Folketingets Præsidium.

Det møde holdes 14. juni, oplyser Folketinget til Ritzau.