Historisk dag: Erling Høegh fejres i Katuaq

Fredag er det præcis 50 år siden, at Erling Høegh blev valgt som Landsrådets første selvudpegede formand. Han var desuden også den første grønlænder, der besad embedet.
Foto © : Inatsisartut
Skrevet af Jonas Fievé
26. maj 2017 09:38

Det var altså første gang, at Landsrådets medlemmer selv bestemte, hvem der skulle være formand. Tidligere var formanden blevet udpeget fra Danmark.

KNR spurgte tidligere fredag formanden for Inatsiartut, Lars-Emil Johansen, hvorfor det er en vigtig dag at markere.

- Det er vigtigt at kende sin egen historie, og dagen er meget vigtig at markere, fordi valget af den første landsrådsformand blandt landsrådets medlemmer var det første konkrete skridt mod selvstændiggørelsen af Grønland, siger han.

Lars-Emil Johansen er ikke i tvivl om, at Erling Høegh har har haft en stor betydning for udviklingen af det moderne grønlandske samfund. Særligt husker han en konference i Sisimiut i 1970, som Erling Høegh arrangerede.

- Det var begyndelsen til mange politiske ting; partidannelser, diskussion om EF-medlemsskab og en række andre vigtige ting. Der var politisk røre i Grønland i 1970'erne, og det startede med den konference, fortæller Lars-Emil Johansen.

Dagen bliver fejret med kaffemik i Katuaqs lille sal fra klokken 14 til 16:30, hvor forhenværende medlemmer af Landsrådet også vil være til stede. 

- Selvom det er 38 år siden, landsrådet blev afskaffet, så er der ikke mindre end seks medlemmer, der stadig lever. Det er desværre ikke dem alle, der kan komme i dag, siger formand for Inatsiartut, Lars-Emil Johansen.

Erling Høegh døde i 1993, 69 år gammel.