Erik Bjerregaards afløser er fundet

Et af Grønlands mest respekterede hoteller, Hotel Arctic i Ilulissat, henter nu ny direktør fra et andet af Grønlands turismes flagskibe, hotellet i Kangerlussuaq.
Foto © : Visit Greenland/Madeleine Glindorf
Skrevet af Karsten Sommer
27. februar 2018 14:43

I november blev det meldt ud, at Hotel Arctics mangeårige direktør Erik Bjerregaard ville gå på pension i år, og nu kan Hotel Arctic i dag præsentere Morten Nielsen, som ny direktør for Hotel Arctic.

- Der har været mange ansøgere, men valget faldt på Morten Nielsen, både grundet hans gode resultater, senest på Hotel Kangerlussuaq, samt hans branchekendskab både i og uden for Grønland, fortæller Hotel Arctics bestyrelsesformand Ove Nielsen.

LÆS OGSÅ Erik Bjerregaard stopper på Hotel Arctic

Morten Nielsen har som direktør for Hotel Kangerlussuaq, gennem diverse nye tiltag, vendt underskud til overskud på blot et par år, noterer bestyrelsesformanden.

I sit nye job kommer han til gengæld til at overtage en forretning med stort overskud:

- Hotel Arctic har igennem årene udviklet sig til et af landets førende hoteller. Det er en stor bedrift, og i 2017 kommer hotellet til at levere endnu et rekordresultat, udtaler den nye direktør.

Morten Nielsen tiltræder stillingen som direktør for Hotel Arctic den 1. juli, hvor han og Erik Bjerregaard vil køre parløb frem til 31. august.