Erik Bjerregaard stopper på Hotel Arctic

Efter 25 år som administrerende direktør stopper 75-årige Erik Bjerregaard på Hotel Arctic. Det oplyser Air Greenland, der ejer hotellet.
Skrevet af Kenneth Elkjær
17. november 2017 13:45

Det er en af de store kæmper i den grønlandske turistindustri, der stopper, når Erik Bjerregaard siger farvel til Hotel Arctic i 2018. De seneste 25 år har han været øverste ansvarlig for Hotel Arctic i Ilulissat, et af Grønlands største og mest kendte hoteller.

- Erik Bjerregaard har med sit utrættelige engagement og ledelsesstil været kraftigt medvirkende til, at løfte serviceniveauet indenfor hotel- og restaurationsbranchen - hvilket gæster fra hele landet såvel som udlandet har nydt godt af, udtaler Ove Nielsen, bestyrelsesformand i Hotel Arctic.

LÆS OGSÅ Erik Bjerregaard tildelt Nersornaat i sølv

Erik Bjerregaard startede sin karriere i det daværende Grønlandsfly i 1977, inden han i 1992 flyttede til Ilulissat og Hotel Arctic, hvor han blev direktør. Men næste sommer er det slut. Til den tid vil Erik Bjerregaard være fyldt 76 år.

- Det har været en svær beslutning, men tiden er den rette nu og jeg glæder mit til at indlede min pensionstilværelse efter et langt og rigt arbejdsliv, siger Erik Bjerregaard.

Bestyrelsen skal nu ud og lede efter en afløser, der kan tage over næste sommer.