Minister: Erhvervspenge er til gavn for både Grønland og Danmark

Et tættere erhvervssamarbejde mellem Danmark og Grønland vil være til gavn for begge lande. Det var budskabet fra den danske erhvervsminister efter at have underskrevet en aftale om 220 millioner kroner til vækst i det grønlandske ervhvervsliv.
Aftalen er i alt på 220 millioner kroner. Den danske stat skyder 198 millioner i både Greenland Venture og Vækstfonden, mens Selvstyret står for de resterende 22 millioner. Foto: Jonas Fievé Foto © : Jonas Fievé
Skrevet af Jonas Fievé
15. marts 2019 10:17

Fredagens aftale mellem Danmark og Grønland skal være med til at styrke erhvervssamarbejdet mellem de to lande. Samtidig slog den danske erhvervsminister, Rasmus Jarlov (K), fast, at det også er en aftale, som skal komme begge parter til gavn. 

- Hvis vi kan få grønlandske virksomheder til at sælge mere her i Danmark, så får vi nogle gode grønlandske varer, som vi har gavn af, og omvendt er det også til gavn for de grønlandske virksomheder, siger Rasmus Jarlov.

Aftalen er i alt på 220 millioner kroner. Den danske stat skyder 198 millioner i både Greenland Venture og Vækstfonden, mens Selvstyret står for de resterende 22 millioner. 

LÆS OGSÅ 220 millioner kroner er klar til grønlandsk erhvervsliv

Ifølge den danske erhvervsminister er Danmark netop interesseret i at styrke det grønlandske erhvervsliv, og det stopper ikke med dagens erhvervsaftale til en værdi af 220 millioner. 

Rasmus Jarlov slog nemlig fast, at man både vil hjælpe med at åbne det danske marked for Grønland samtidig med, at grønlandske virksomheder også får hjælp til at komme ud på det globale marked.

- Jeg håber, at Grønland vil bruge alle de muligheder, der er inden for Rigsfælleskabet. Både det vi gør nu, men også at gøre brug af vores ambassader rundt omkring i verden til erhvervsfremstød, siger han.

Over 80 procent af Grønlands eksport består af fisk og rejer. 

Aftalen om, at Danmark og Grønland i fællesskab skal styrke erhvervslivet her i landet er en del af aftalen om dansk medfinansiering af lufthavnspakken, som formelt blev underskrevet i sidste uge.