Enhedslisten og SF uenige om Løkkes tur til Nuuk

Statsministerens lufthavnstilbud og besøg i Nuuk vækker kritik fra grønlandsordfører Christian Juhl fra Enhedslisten. SF ryster på hovedet af kritikken.
Foto © : Enhedslisten
14. september 2018 09:43

Artiklen er tilføjet fredag 14. september klokken 11.08 med citat fra Christian Juhl til KNR og tilføjelser om Enhedslistens syn på dansk finansiering i Grønlands lufthavnsudvidelser.

Lars Løkke Rasmussens aftale med Kim Kielsen om lufthavnspenge får kritik fra Enhedslisten som det eneste parti i Folketinget.

I en pressemeddelelse skriver grønlandsordfører, Christian Juhl, at Løkkes timing har været helt forkert, fordi anlægsloven for lufthavnene endnu ikke er vedtaget i Inatsisartut.

- Lars Løkke Rasmussen optræder som en hund i et spil kegler i Grønland. Grønland er midt i en debat, om landet overhovedet skal udvide lufthavnene i Nuuk og Ilulissat. Og pludselig smider Løkke et tilsagn om et større beløb på bordet, der i den grad provokerer dele af den grønlandske befolkning, skriver Christian Juhl.

Enhedslistens grønlandsordfører siger til KNR, at han støtter dansk delfinansiering i grønlandske lufthavnsudvidelser.

Men Løkke burde have ventet med tilbuddet, til Inatsisartut havde vedtaget anlægsloven, der blandt andet skal præcisere hvilke lufthavne, der skal udvides, længden på landingsbanerne og dermed behovet for finansiering. I stedet indeholder tilbuddet medfinansiering af lufthavnsbyggerier i Nuuk og Ilulissat.

- Det, jeg brokker mig over, er, at han (statsministeren, red.) tager op, smider pengene på bordet, som påvirker den grønlandske politik.

LÆS OGSÅ IA vil starte med Nuuk og undersøge Qaqortoq

SF afviser kritik

Juhl kritiserer også, at statsministeren ikke orienterede Grønlandsudvalget i Folketinget om regeringens finansieringstilbud inden turen til Nuuk.

Men hos et andet venstrefløjsparti, SF, afviser grønlandsordfører Karsten Hønge blankt kritikken fra Christian Juhl.

Han mener, at Christian Juhl er ’respektløs’ over for grønlænderne, hvis han antager, at Lars Løkke Rasmussen har presset sig vej til mødet i Nuuk og lufthavnsaftalen med Kim Kielsen.

Naalakkersuisutformanden har selv indviet i drøftelser og finansieringsaftalen, påpeger Karsten Hønge.

LÆS OGSÅ Erhvervsinvesteringer skal sikre succes med lufthavnene

Han siger, at SF støtter det danske finansieringstilbud til lufthavnene og mener desuden, at Grønlandsudvalget kendte statsministerens intentioner inden mødet i Nuuk.

- Jeg mener, at Lars Løkke i dén grad har signaleret under tidligere debatter i Folketinget, blandt andet under sidste rigsfællesskabsdebat i maj, hvor han meget tydelig lagde op til, at det (dansk medfinansering, red.) kunne være en løsning. Så jeg synes, vi har haft mulighed for at diskutere det med Lars Løkke, siger Karsten Hønge til KNR.

Christian Juhl har nu indkaldt statsministeren til et samråd i Folketinget om regeringens finansieringstilbud til Kalaallit Airports A/S.