England går til stemmeurnene

Få timer efter at valgstederne i Storbritannien i morges åbnede afgav de politiske ledere deres stemme.
Skrevet af Ritzau
07. maj 2015 16:02

Den britiske premierminister, David Cameron og hans hustru Samantha havde et smil på læben, da de forlod det lokale valgsted i valgkredsen Witney.

    
Også modstanderen fra Labour Ed Miliband var ledsaget af sin kone, Justine Thornton. De stemte i i Sutton Village Hall i valgkredsen Doncaster North.

    
David Camerons konservative parti og Milibands Labour har i de seneste meningsmålinger op til valget ligget side om side - med hver 33 pct. af stemmerne.

    
Dermed tegner det til, at hverken De Konservative eller Labour kan danne flertal alene - de skal formentligt samarbejde med et eller to koalitionspartier for at sikre sig regeringsmagten i Storbritannien.


Et første fingerpeg om, hvad de britiske vælgere har besluttet sig for, kommer først med valgstedsmålinger fra de britiske medier lige efter klokken 19 i aften efter at valget er slut. Et endeligt valgresultat ventes først at forligge i løbet af i morgen formiddag.


Storbritannien har knap 50 millioner vælgere, der skal vælge 650 parlamentsmedlemmer rundt omkring på landets 50.000 valgsteder.