USA's præsident, Joe Biden, har annonceret en ny hjælpepakke til Ukraines militær, der har en værdi af otte milliarder dollar. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Værdien svarer til cirka 53 milliarder kroner.
Pakken inkluderer blandt andet en bombe, der er i stand til at ramme forskellige mål med meget stor nøjagtighed. Den har en rækkevidde på op til 130 kilometer.
En del af donationen består desuden af et milliardbeløb, som Joe Biden vil sætte til side, så USA kan købe nye våben til Ukraine hos forskellige virksomheder uden at skulle tømme egne lagre.
Pengene skal bruges på yderligere luftforsvar til Ukraine, herunder ubemandede luftforsvarssystemer, lyder det. Og så skal de være med til at understøtte den generelle vedligeholdelse af det ukrainske militær.
Bidens udmelding er kommet torsdag, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøger Kongressen i USA for at fremlægge sine planer for Ukraines krigsindsats.
På det sociale medie X takker Zelenskyj for den militære støtte.
- På vegne af det ukrainske folk og vores modige soldater ved frontlinjen vil jeg gerne takke vores tætteste allierede, USA, skriver han.
Det er langt fra første gang siden Ruslands invasion i februar 2022, at USA donerer militærhjælp til Ukraine.
Frem til 6. september havde USA givet 55,7 milliarder dollar i militærstøtte til Ukraine svarende til 377 milliarder kroner.