Endnu et stop for hellefiskefiskeriet

På trods af nyligt forhøjede kvoter må hellefiskefiskeriet endnu engang lukkes i Diskobugten og Uummannaq
Forvaltningsområdet Diskobugten vil blive genåbnet for fiskeri d. 1. december 2019. Forvaltningsområdet Uummannaq vil være lukket året ud.
Skrevet af Merete Lindstrøm
07. november 2019 07:37

Endnu engang har jollefiskerne opbrugt deres kvoter for hellefisk i Uummannaq og Diskobugten.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut forhøjer kvoten for hellefisk

Naalakkersuisut forhøjede kvoterne i området med 2.400 tons tilbage i september. Heraf gik 1.373 tons til jollefiskerne.

Det betyder blandt andet, at den samlede kvote for Diskobugten er landet på 10.580 tons. Den biologiske rådgivning er på omkring halvdelen: 5.120 tons.

Nu oplyser Grønlands Fiskerilicenskontrol så, at kvoterne for kystnært fiskeri efter hellefisk i jolle-segmentet i forvaltningsområderne Uummannaq og Diskobugten er ved at være opfisket og derfor lukkes pr. 8.11.2019.

LÆS OGSÅ Der er flere forvaltningsområder på vej

Lukningen gælder kun for licenser, der ender på 47-JK i forvaltningsområderne Uummannaq og Diskobugten.

Fredag d. 8. november 2019 kl. 23.59 bliver derfor sidste indhandlingsdag, og alle redskaber skal være taget op på den pågældende dag.

Forvaltningsområdet Diskobugten vil blive genåbnet for fiskeri d. 1. december 2019. Forvaltningsområdet Uummannaq vil være lukket året ud, oplyser Selvstyret.