Endnu en dansker er coronasmittet

Der gik ni dage, fra ny coronasmittet dansker mærkede symptomer, til personen henvendte sig hos sin læge.
Personen er blevet undersøgt på Rigshospitalet. Fredag er det blevet bekræftet, at prøven var positiv for det nye coronavirus. Foto © : Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
28. februar 2020 13:11

Opdateret med: Ny underrubrik og tilføjelser flere steder.

På to dage er Danmark gået fra at have nul til at have to personer smittet med coronavirus.

Det står klart fredag, hvor endnu en dansker er blevet testet positiv for coronavirus.

Personen blev syg med hoste efter en nylig skiferie i Norditalien, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Personen er blevet undersøgt på Rigshospitalet i København. Fredag er det blevet bekræftet, at prøven var positiv for det nye coronavirus.

Personen kom hjem fra skiferie i Norditalien 15. februar og blev syg med hoste tre dage efter sin hjemkomst.

Her er en række råd til forældre, der vil tale med deres børn om situationen.


* Understreg, at myndighederne i Danmark gør alt for, at virus ikke spreder sig i Danmark.


* Forklar, at hele verden hjælper med at løse problemet.


* Giv korte og klare svar. Der er ingen grund til at udpensle dramatiske begivenheder eller overdrive mængden af information.


* Afkræft myter. Spørg dit barn, hvad han eller hun har hørt og brug tid på at afkræfte myter, der ikke har hold i virkeligheden, sammen.


* Skån dit barn, så længe du kan. Der er ingen grund til at introducere helt små børn til coronavirusset.


* Brug medier konstruktivt. Større børn bør kun se nyheder sammen med en voksen, der kan hjælpe med at fortolke indtrykkene.


* Brug anledningen til gode snakke. Forklar dit barn, at sygdomme i gamle dage var meget farligere, fordi de fik lov til at sprede sig. I dag har man lært af historien og ved, hvordan man begrænser smitte.


Kilde: Unicef

LÆS OGSÅ Første dansker er konstateret smittet med coronavirus

Vedkommende henvendte sig til egen læge 27. februar - ni dage efter de første symptomer - og blev herefter henvist til Rigshospitalet, hvor en halspodning altså har bekræftet, at personen er smittet.

Torsdag blev det første danske smittetilfælde bekræftet. Her blev smitten også konstateret efter en skiferie i Norditalien. Det nordlige Italien er det område i Europa, hvor virusset er mest udbredt.

Det nye tilfælde ændrer ikke på Sundhedsstyrelsens strategi med at inddæmme virusset, så vidt det er muligt.

- Vores strategi er fortsat, at vi hurtigt inddæmmer smittespredningen ved at diagnosticere Covid-19 (sygdommen forårsaget af coronavirusset, red.) og behandle patienten under isolation, siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm i en pressemeddelelse.

Ud over isolation vil man også opspore personer, der har været i kontakt med den smittede.

Den smittede er sat i hjemmeisolation af Styrelsen for Patientsikkerhed. Styrelsen er gået i gang med at finde personer, der kan have været i kontakt med den smittede.

Der er fredag eftermiddag ikke yderligere oplysninger om den smittede. Derfor kendes hverken alder, køn eller bosted for nuværende.

LÆS OGSÅ Dansk smittetilfælde ændrer ikke umiddelbart Grønlands beredskab

Hidtil er mindst 180 personer blevet testet for coronavirus i Danmark. Og en række er blevet sendt i hjemmekarantæne, fordi de har været i kontakt med en smittet.

Heriblandt er 16 ansatte på TV2. Det var en TV2-medarbejder, der torsdag som den første dansker blev konstateret smittet.

Sundhedsstyrelsen meldte fredag ved middagstid ud, at man forventede flere coronasmittede i Danmark.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der i øjeblikket omkring 85.000 smittede globalt, mens snart 3000 er døde som følge af virusset.

Det vil sige, at det er nogle få procent, som dør af coronavirus.

/ritzau/