Elever åbner ild på skole i USA - en er dræbt og flere såret

Politiet har pågrebet to elever efter et skoleskyderi i Littleton, hvor Columbine-massakren fandt sted i 1999.
Skolen, STEM School Highlands Ranch, ligger nær en politistation, og betjente var derfor hurtigt fremme på stedet, da de hørte skud derfra. Foto © : Google Maps
Skrevet af Ritzau
08. maj 2019 08:17

To elever gik tirsdag ind på en skole i Denver-forstaden Littleton i delstaten Colorado og skød og sårede otte af deres klassekammerater, inden de blev pågrebet af politiet.

En af de sårede, en 18-årig elev, har efterfølgende mistet livet. Flere andre ofre er i kritisk tilstand.

De sårede er alle 15 år eller ældre.

De to mistænkte er en voksen og en mindreårig.

Skolen, STEM School Highlands Ranch, ligger nær en politistation, og betjente var derfor hurtigt fremme på stedet, da de hørte skud derfra.

- Jeg er overbevist om, at den hurtige reaktion fra betjentene var med til at redde liv, siger politichef Tony Spurlock.

Skyderiet sker mindre end en måned efter 20-årsdagen for massakren på Columbine High School, der også ligger i Littleton. Her blev 12 elever og en lærer dræbt, da 18-årige Eric Harris og 17-årige Dylan Klebold i tre kvarter skød omkring sig på skolen, inden de tog deres eget liv. 24 elever blev såret.

På dét tidspunkt var skyderiet det mest dødelige skoleskyderi i USA's historie.