El og vand bliver dyrere

Millionunderskud og renovering betyder, at Nukissiorfiit sætter priserne op.
Elpriserne stiger med 10 øre pr kilowattime. Og vand stiger med 1,20 kroner pr kubikmeter vand.
04. november 2022 15:48

Nu bliver det dyrere at tænde for lyset og gå i bad. Nukissiorfiit hæver nemlig priserne.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Det sker som et resultat af, at Nukissiorfiit skal investere 2,5 milliarder i deres forsyningsanlæg over de næste 10 år for at gøre forsyningen mere stabil.

Derfor har Naalakkersuisut godkendt, at Nukissiorfiit hæver priserne. Det er nemlig Naalakkersuisut, der skal godkende prisstigninger hos Nukissiorfiit. 

Elpriserne stiger med 10 øre pr kilowattime. Og vand stiger med 1,20 kroner pr kubikmeter vand.

Ifølge forsyningsselskabet selv betyder det, at en familie med fire personer kan forvente, at deres el- og vandregning stiger med 44 kroner om måneden.

De nye priser træder i kraft 1. februar 2023.

Millionunderskud og renovering

Nukissiorfiit forklarer prisstigningerne med, at selskabet står overfor at skulle skyde mange penge i vandkraft, renovering af forsyningsanlæg og andre vedvarende energianlæg de næste mange år.

LÆS OGSÅ Nukissiorfiit ansætter ny direktør

Desuden har selskabet haft store millionunderskud de seneste to år.

- Hvis priserne ikke afspejler de faktiske udgifter, er der er en risiko for, at de nuværende kunder sender en kæmpe regning til fremtidens generationer af kunder både forsynings-, samfunds- og klimamæssigt. Derfor er det rettidig omhu at ændre priserne, siger økonomidirektør Pierre Vassard i pressemeddelelsen.

Inflationen i Danmark når rekordniveau 

Grønland er ikke det eneste sted, der oplever stigende priser på forbrug af el. 

I Europa er en regulær energikrise i gang. Høje prisstigninger på el og gas har skubbet inflationen i vejret. Så meget, at inflationen i Danmark steg til det højeste siden 1982 i september. 

I september var priserne ti procent højere end i samme måned i 2021.

Det viser en opdatering af forbruger- og nettoprisindekset hos Danmarks Statistik.

De samme tendenser viser sig i resten af Europa, hvor priserne også stiger markant i kølvandet på krigen i Ukraine.