Eksperter: Fravær af alternativ giver rødt genvalg

Udfordrerne fra Demokraterne og Atassut har ikke formået at vise et klart alternativ til den måde, IA og Siumut repræsenterer landet i Folketinget på, og det er derfor, de to store, røde partier står til en overbevisende sejr i en netop offentliggjort meningsmåling. Det vurderer to valganalytikere samstemmende.
Skrevet af Mads Fisker
14. september 2011 13:30

For fjerde folketingsvalg i træk står landets to største partier til at vinde de to mandater. En meningsmåling fra HS Analyse i samarbejde med Sermitsiaq.AG viser således en overbevisende valgsejr til IA og Siumut med en opbakning på i alt 71,5 procent, og begge partier står endda til fremgang i forhold til seneste valg i 2007.

Demokraterne og Atassut går ifølge målingen tilbage med to og fire procent, og de mere liberalt orienterede udfordrerere ser dermed ud til at bevæge sig lidt længere væk fra en af de to stole i Folketinget.

- Udgangspunktet har været, at de jo er de to små partier i grønlandsk politik. Og hvis de skulle komme til fadet og få et mandat, ville det virkelig kræve, at de kunne komme frem med noget nyt og overraskende, siger valganalytiker Henrik Skydsbjerg, der står bag meningsmålingen.
 
Og det er ikke lykkedes Demokraterne og Atassut at præsentere et klart alternativ til den måde, hvorpå Siumut og IA har repræsenteret Grønland i Folketinget de seneste ti år, vurderer han.

Atassuts Steen Lynge og Demokraternes Niels Thomsen ligger ifølge meningsmålingen forrest hos de udfordrende partier, og de to kandidater har i Henrik Skydsbjergs optik i og for sig gjort en udmærket figur under valgkampen; men de har altså ikke fundet det nødvendige columbus-æg.

- Selv om det er dygtige kandidater, der gør et stort arbejde og er velformulerede og engagerede, har det ikke været muligt for dem at komme med noget, der har kunnet flytte stemmer, siger Henrik Skydsbjerg.

Han anerkender Demokraternes løfte til vælgerne om ikke at binde sig til en blok, men forhandle mest mulig indflydelse hjem som det bedste forsøg på at sælge sig selv som et alternativ. Men mener dog, at det er svært at overbevise vælgerne om, at en mere fri position er lig med større indflydelse.

Og alt i alt er Henrik Skydsbjerg dagen før dagen altså ganske overbevist om, at IA og Siumut genvinder sine mandater.

- Det vil jeg vurdere er meget, meget sikkert. De ligger så langt foran, at det er svært at få øje på muligheden for, det ikke bliver dem, der får mandaterne. Og i og med, at valgkampen har vist, at der ikke rigtig er kommet alternativer med gods i, så bliver det altså 'business as usual', siger valganalytiker Henrik Skydsbjerg.

Politisk kommentator Sten Lund er ganske enig i vurderingen og tilføjer, at Atassut må betegnes som værende i en genopbygningsfase, mens Demokraterne som et forholdsvist ungt parti skal bruge mere tid på at etablere sig, før man eventuelt kan få opbakning fra en større vælgerskare.

- Det er nok den tryghedsfølelse, man har ved et af de mere etablerede partier, der slår igennem. At man ved, hvad man har, men ikke rigtig, hvad man får, siger Sten Lund.