Sommerferien er på vej til børn i Qaanaaq

Foreningen Grønlandske Børn kommer til Qaanaaq og arrangerer kulturmøde for byens børn og unge.
Skrevet af Sara K. Jakobsen
16. juli 2017 12:33

Det er blevet sommer og alle skolebørn har sommerferie. Nogle bliver hjemme, mens andre tager ud og rejser til andre steder i landet eller ud i den store verden.

I Qaanaaq er der mange blandt de 187 børn, som ikke kan rejse fra byen, enten fordi rejsebilletten er for dyr eller rejsen er for besværlig.

Fire ugers aktiviteter

Men, istedet kommer Foreningen Grønlandske Børn til Qaanaaq den. 17. juli og afholder sommercamp for børn og unge, og tilbyder en masse sommeraktiviteter.

Det skriver Foreningen Grønlandske Børn i en pressemeddelelse.

Camp Q, Qaanaaq 2014

 

Med dem deltager 17 frivillige fra lande som Spanien, Mexico, Finland, Ukraine, Sydkorea og England for at lave anderledes aktiviteter til byens børn i hele fire uger.

De frivillige vil udfordre og inspirere børn og unge med aktiviteter, som balance, styrke, fart, finmotorik, sprog og hukommelse gennem sport, musik og kreativt arbejde.

Kan lære sprog

Udover det, vil de lære børnene om kulturer og sprog fra deres hjemland, tilberede fremmed mad, præsentere anderledes musik og give dem indsigt i job- og uddannelsesmuligheder udenfor Qaanaaq.

- Vi kan se, at de korte, intense perioder, hvor vi arrangerer aktiviteter, gør en stor forskel også på længere sigt. De børn, som normalt går rundt i isolerede byer, får øjnene op for, at verden er stor. At den rummer mange muligheder og måder at være på. Vi kan også se, at børnene bliver bedre til sprog og vi ved, at sprogkundskaber giver bedre adgang til både uddannelse og oplevelser, skriver Foreningen Grønlandske Børn.

Foreningen Grønlandske Børn har i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke arrangeret sommeraktiviteten. Det amerikanske forsvar har doneret de frivilliges rejse fra København til Pituffik, hvor forskellige fonde og virksomheder også har givet støtte.

Det er fjerde gang foreningen afholder sommercamp i Grønland. Foreningen var også i Qaanaaq i 2014.