Evakuerede Peter og Johanne drømmer om et nyt sted at bo
Det lille røde hus ligger på toppen af Uummannaq by med udsigt over fjorden på den ene side og det karakteristiske hjerteformede bjerg, Uummannaq, på den anden side.
Omkring huset fyger sneen i vinden, der får kulden til at skære sig ind i huden. Og under støvlerne er de rå klipper delvist dækket af sneen, der samler sig i små kroge, bag sten eller de grå trappetrin og stolper mellem husene.
LÆS OGSÅ Sakkortuvoq kisianni naammagittarniarsarivunga
Hoveddøren er hvid og fører ind til en lille entré, hvor der ligger et stykke pap på gulvet. En midlertidig dørmåtte til smeltevandet fra støvlerne. Til højre ligger et toilet og til venstre en lille garderobe.
Tsunami i Karratfjorden - Hvad nu?
17. juni i år skete en af de største naturkatastrofer i Grønlands historie.
KNR har været i Uummannaq for at tale med nogle af de mange, der blev berørt af tragedien.
Følg med på KNRs platforme de kommende dage.
Efter entréen åbner sig en stue, der fylder det meste af det lille hus. Radioen spiller KNR, men musikken bliver forstyrret af en anden lyd. Vinden.
Den susende og tudende lyd fra vinden i varmeapparatet er et overdøvende akkompagnement til KNRs weekendprogrammer og snakken fra husets beboere.
På væggene hænger billeder af børn og børnebørn i nationaldragter og i midten et udprintet A4-ark med et billede af bygden Nuugaatsiaq.
Frustreret over boligen
Det var der Peter og Johanne Zeeb boede indtil den 17. juni. Men den velkendte bygd på A4-papiret er nu skiftet ud med det lillebitte røde hus øverst på Uummannaqs skråninger. Et hus, der ifølge parret lader en del tilbage at ønske.
- Ajorpoq. Det er noget skidt. Det var ligesom at træde ind i en jagthytte. Det var faktisk værre, fortæller Peter Zeeb, mens vinden som et konstant vidne gør opmærksom på husets tilstand.
Oveni skavankerne ved den midlertidige bolig skal Peter og Johanne også forholde sig til minderne om det gamle hjem i Nuugaatsiaq og dagen, hvor den velkendte tilværelse blev revet væk af bølgerne.
- Selvfølgelig har jeg hjemve, det var jo vores hjem.
Men for tiden er det dog frustrationerne over boligen, der fylder meget.
- Vi venter på at de giver os et andet sted at bo. For med den tilstand den her bolig er i, så er det ikke egnet til at bo i.
Parret fortæller, at de tager en dag af gangen. Og selvom det er hårdt ikke at kunne vende hjem igen, og huset med de små rum og hylende vind trænger til en udskiftning, så er der lyspunkter i tilværelsen.
LÆS OGSÅ Vores erhverv er gået i stå
- Jeg bliver glad, når folk fra Uummannaq hilser. De har taget godt imod os og det giver styrke, siger Peter Zeeb.
- Jeg har ikke så meget hjemve mere, fordi vi nu kan se de billeder, vi havde i Nuugaatsiaq. Det er lidt ligesom at være hjemme, selvom huset er noget anderledes, siger Johanne Zeeb.
Peter Zeeb var fisker og fanger i Nuugaatsiaq. Han mangler stadig noget udstyr før han kan arbejde igen, men Johanne Zeeb er i gang. Hun er timelærer på folkeskolen, Atuarfik Edvard Kruse.
