Illorsuit 'Det er hårdt, men det kan vi jo ikke gøre noget ved'

Det nye liv er langt fra det gamle for nogle af de flodbølgeramte i Nordgrønland og det er svært at få gang i et nyt liv. Men det skal nok blive bedre, lyder det fra to mænd fra Illorsuit, der nu bor i Ilulissat, hvor en ny tilværelse er under bygning.
23. november 2017 06:30

Der dufter af nye møbler, når man træder ind i stuen hos Benjamin Jonathansen. De hvide vægge er tomme og i den nye reol ligger ikke andet end en lille bunke kvitteringer og en lighter.

Lejlighedens største rum er sparsomt møbleret og har mindre personlighed end et hotelværelse. Den midlertidige bolig ligger i Ilulissat og emmer af en nystartet tilværelse, der ikke rigtigt er kommet i gang.

Tsunami i Karratfjorden - Hvad nu?
17. juni i år skete en af de største naturkatastrofer i Grønlands historie.


KNR har været i Uummannaq for at tale med nogle af de mange, der blev berørt af tragedien.


Følg med på KNRs platforme de kommende dage.

LÆS OGSÅ Vores erhverv er gået i stå

Det er vanskeligt at begynde livet forfra og samtidig presser minderne om det gamle liv sig på.

- Det er hårdt, men det kan vi jo ikke gøre noget ved. Nogen gange får jeg lyst til at græde, fordi det er hårdt, siger Benjamin Jonathansen, der indtil juni var maskinmester i Illorsuit.

Nu sidder han i et bleggult rækkehus i en karré af pastelfarvede bygninger.

Hans søn på 30, Aqqaluartaaq Jonathansen sidder ved siden af, i en af de nye sorte lædersofaer, der fylder det meste af stuen.

 

Aqqaluartaaq Jonathansen
Foto © : KNR
Aqqaluartaaq Jonathansen.

 

De har det begge to fint, men omgivelserne i storbyen har alligevel været noget anderledes at vænne sig til. Fra Illorsuits 76 borgere til Ilulissats over 4500. 

- Det er lidt mærkeligt, men det skal nok blive bedre, siger Aqqaluartaaq Jonathansen, der var fisker og kommunefoged i Illorsuit.

Og der har da også været nogle fordele ved at komme til Ilulissat, fortæller han videre.

- Det er godt, at være her, for jeg har venner og søskende her. Og folk fra Ilulissat tager godt imod os, når de hører at vi er flyttet hertil. Det bliver jeg rørt af. 

 

Benjamin Jonathansen
Foto © : KNR
Benjamin Jonathansen.

 

Begge mænd er nu fiskere og fangere i Ilulissat. De mener begge to, at hjælpen har været tilstrækkelig efter de kom til Ilulissat.

Og Benjamin har da heller ikke planer om at tage tilbage til Illorsuit.

- Arktisk Kommando fortalte os, at vi absolut ikke kan vende tilbage. Derfor prøver jeg at lade være med at tænke muligheden for at vende tilbage.

Men selvom omgivelser og vilkår er forandret siden sommerens katastrofe, så er personerne og vanerne de samme. Da interviewet med KNR slutter, rejser mændene sig fra de nye sofaer og tager af sted til et af de vante gøremål. De skal hente nilak, is til drikkevand, ligesom før tsunamien.