Efter to lange år: 191 har været indlagt med corona og 21 er døde

Landslægeembedet skønner, at langt hovedparten af befolkningen har været smittet. Langt de fleste i de sidste tre måneder.
Køen til testcenter i Nuuk, da det var værst. Foto © : Nukaaraq Høegh
Skrevet af Christine Hyldal
08. april 2022 09:57

Det er kun to måneder siden, at corona toppede. Og nu er den stort set slut. I hvert fald for nu.

Ingen er indlagt længere, og efter to år med et hav af on-off-restriktioner er der nu kun en enkelt tilbage.

Det er status fra Landslægeembedet efter årets tre første måneder, hvor vi mere eller mindre alle sammen hostede, snottede og havde feber – og var isolerede. 

LÆS OGSÅ Landslægen: Epidemien synger på sidste vers, men gør nok comeback i efteråret

191 har været indlagt, og 12.055 blev registreret smittede på PCR-test – og dertil kom et stort mørketal. 

Landslægeembedet skønner, at langt hovedparten af befolkningen har været smittet. Langt de fleste har været smittet de sidste tre måneder, hvor den meget smitsomme Omikron-variant BA.2 fuldstændig har domineret.

Tørre tal

  • Til og med 31. marts har der været 191 coronarelaterede indlæggelser. 
  • 14 procent af dem var primært på grund af corona.
  • 101 af patienterne var indlagt i Nuuk, 20 i Sisimiut, 13 i Ilulissat, 10 i Aasiaat, ni i Qaqortoq, ni i Maniitsoq, otte i Nanortalik, seks i Upernavik, seks i Uummannaq, fem i Paamiut, tre i Narsaq og en i Qasigiannguit.
  • Gennemsnitsalderen for de 191 indlagte var 52,7 år på indlæggelsestidspunktet.
  • Der har i alt været 15 børn under 18 år indlagt med covid-19.
  • Den ældste var 96 år.
  • Kvinder udgjorde 53 procent af alle indlagte.
  • I alt døde 21 med eller af covid-19. Covid-19 var den primære dødsårsag hos 47,6 procent af de afdøde.
  • Gennemsnitsalderen for de afdøde var 80,3 år.
  • Den yngste var 68 år.
  • Den ældste var 92 år.

1. april lukkede testcenteret i Nuuk. Nu skal du bestille tid til PCR på 344400 mellem klokken 08 og 15, har Naalakkersuisut besluttet. 

For resten af kysten skal du gøre det gennem dit lokale sygehus eller sundhedscenter. 

PCR-test er dog stadig kun for dem, der er i særlig risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med corona – eller hvis du skal rejse til et land, der stadig har en negativ coronatest som krav for indrejse. 

Den sidste restriktion som er tilbage, er vaccinationskravet for rejsende til Grønland, som ikke har bopæl i Grønland. Den restriktion er foreløbig gældende frem til den 2. juni 2022.

Coronamik Akiuineq – Corona Bekæmpelsen, der i sin nuværende form blev etableret den 10. december 2021, lukker endeligt ned 30. juni. 

Corona Hotline vil indtil videre fortsat være åben på hverdage fra kl. 8 til 16.

Men det kan altsammen ændre sig til efteråret, hvor smitten med stor sandsynlighed vil blusse op igen.