Efter debataften: Jeg savnede flere unge

Josef Tarrak-Petrussen vil have fjernet hans Egede-statuen. Ane Marie Ottosen vil have, at den bliver stående: Vi skal huske vores historie, siger hun.
- Statuen er deroppe, mens vi er hernede. Jeg synes godt, at man kan fjerne den, siger Josef Tarrak. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Malik Brøns
20. juli 2020 23:19

- Jeg synes at den skal flyttes. Jeg ved ikke hvorhen, men der er masser plads her i Nuuk.

Det siger Josef Tarrak-Petrussen, der var en af de få unge, som mødte op til en debataften om statuens fremtid i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Hvorfor?

- Statuen ligger deroppe, mens vi er hernede. Jeg synes godt, at man kan fjerne den, siger Josef Tarraq og tilføjer, at han savnede flere unge til dialogmødet.

LÆS OGSÅ Hårtop, tamp og tatoveringer: Hvad er fup og fakta i fortællingen om Hans Egede?

Han mener, at der kunne have været reklameret bedre for arrangementet. 

- Jeg fandt først ud af, at det var der i dag (mandag red.). Jeg har ikke set eller læst noget om arrangementet før det, siger han.

I Katuaqs lille sal mødte omkring 60 mennesker op til dialogmødet, og mange af dem var ældre.  

Alligevel var Josef Tarrak-Petrussen glad for at have været med og høre deres meninger:

- Jeg er taknemlig for at have hørt, hvad de andre mener. De snakkede om, at man var vant til den her slags dengang, men jeg sagde til dem, at det her er nye tider. Jeg vil ikke bare være tilfreds med tingene, som de er.

"Vi skal huske vores historie"

 Ane Marie Ottosen mener derimod, at statuen skal blive, hvor den er.

Foto © : KNR / Malik Brøns

- Statuen og de andre mindesmærker i byen er netop mindesmærker. Vi skal huske vores historie, men hvis de bliver fjernet eller flyttet, så mister mindesmærkerne deres mening, siger Ane Marie Ottosen. 

Kommer man til at glemme statuen, hvis den bliver flyttet? 

Nej, jeg tror ikke, man glemmer statuen, hvis den bliver flyttet, men de fleste mindesmærker er blevet placeret, hvor de skal være for at minde om vores historie. 

Afstemning slutter tirsdag

Siden 3. juli har Kommuneqarfik Sermersooq haft en afstemning om, hvorvidt statuen skal blive på sin nuværende placering, eller om den skulle flyttes.

LÆS OGSÅ Status på afstemning: Hans Egede rokker sig ikke en centimeter 

Mandag aften har 745 stemt for, at statuen skal blive stående på sin klippeknold, hvor den skuer ud over Kolonihavnen - 407 mener, at den skal flyttes.

Det er borgerne i Kommuneqarfik Sermersooq, der kan stemme. Og det har 1100 gjort sent mandag aften.

Afstemningen slutter tirsdag 21. juli klokken 23.59.