Efter dødsulykke i Nuukfjorden: Seks unge er stadig indlagt

Natten til søndag forulykkede en båd tæt på Nuuk. Èn person omkom, og seks personer er fortsat på hospitalet mandag.
Syv unge mennesker var ude for en ulykke i Nuukfjorden i weekenden. Èn omkom - seks er fortsat indlagt mandag (Arkivfoto). Foto © : Pressefoto/Rigspolitiet
20. juli 2020 13:11

Seks unge mennesker er fortsat indlagt på hospitalet, efter at de var involveret i en bådulykke i Nuukfjorden i weekenden. Èn ung kvinde mistede livet.

Det oplyser Camilla Pallman, der er kommunikationsansvarlig i Grønlands Politi. 

- De har pådraget sig store skader, men de er ikke i kritisk tilstand, siger hun.

Gruppen er mellem 20 og 30 år gamle. Én af de indlagte har slået sit ben og kæmper med et åbent benbrud. Derudover er det ikke muligt at få skaderne uddybet. 

Ung kvinde ringede fra isskosse

Ulykken skete i området mellem den nye anstalt og Sermitsiaqøen.

De unge mennesker havde sejlet i en speedbåd, som de havde lånt, fortalte Carl Sværd, der er vagtchef ved Grønlands Politi til KNR søndag formiddag. 

- Vi formoder, båden har ramt en isskosse med høj fart, sagde han til KNR.

LÆS OGSÅ Bådulykke i Nuukfjorden har kostet ung kvinde livet

Ud af de syv mennesker, der var ombord, endte tre af dem i vandet. Det lykkedes én af dem - en ung kvinde - at kravle op på en isskosse, hvor hun kunne ringe efter hjælp.

Både Arktisk Kommando, politiet og brandvæsenet deltog i redningsaktionen. En anden ung kvinde, der var endt i vandet, var livløs, da redningsholdet ankom. 

Hun blev erklæret død ved ankomsten til sygehuset.

Mandag formiddag er det fortsat usikkert, hvem der egentlig sejlede båden, da det skete.

Men politiet har valgt at sigte to mænd for uagtsomt manddrab, spiritussejlads og uagtsomt legemsbeskadigelse. 

De hverken nægter eller erkender sig skyldige.