Efter 187 smittede: Færøerne er coronakvit

På Færøerne har antallet af nye smittetilfælde længe været faldende. Nu er alle raskmeldt.
Der bor omkring 50.000 på Færøerne. Lige nu er der ikke konstateret et eneste aktivt tilfælde af coronavirus. Arkivfoto. Foto © : Anton Gundersen Lihn, KNR
Skrevet af Ritzau
09. maj 2020 12:57

Omkring to måneder efter at Færøerne kunne bekræfte sit første tilfælde med coronavirus, er landet nu for første gang helt fri for aktive coronasmittede.

Det fremgår af landsstyrets hjemmeside for coronavirus på Færøerne.

Siden man konstaterede det første coronatilfælde 4. marts, har Færøerne praktiseret en offensiv teststrategi.

Færøerne har en befolkning i omegnen af 50.000, og sammenligner man med Danmark er en langt større andel af befolkningen er blevet testet.

LÆS OGSÅ Færøerne: Otte coronapatienter blev umiddelbart raske – men nu er de testet positive igen

Der har været krav om karantæne for både smittede og de personer, der har været i kontakt med smittede.

Derudover er coronapositive og mennesker med symptomer blevet bedt om at isolere sig i minimum 14 dage, fra de har opdaget de første symptomer.

I Danmark kan man komme tilbage på arbejde eller i skole, når man har været symptomfri i 48 timer.

187 er på to måneder blevet testet positiv på Færøerne, mens der er foretaget 8403 test.

Ingen har været indlagt eller er døde, og alle er nu raskmeldt, oplyses det.