Efter år med fremgang: Polar Seafood er bekymret for corona

Coronakrisen står til at kaste Polar Seafood ud i et stormfuldt 2020.
Polar Assifik
- Vi kan ikke undgå tab, men vi gør, hvad vi kan for at komme godt igennem krisen, siger bestyrelsesformand Henrik Leth til KNR. Foto © : KNR
07. maj 2020 13:08

2018 og 2019 har været gode år for fiskeriselskabet Polar Seafood.

Men 2020 bliver sandsynligvis fyldt med udfordringer og usikkerhed.

Ifølge en pressemeddelelse fra Polar Seafood nåede selskabet for regnskabsåret 2019 et resultat før skat på knap 327 millioner kroner. Det er en mindre forbedring i forhold til året før.

Egenkapitalen voksede med over 270 millioner kroner og nærmer sig to milliarder.

LÆS OGSÅ KNAPK: Fiskerne har brug for økonomisk hjælp under coronakrisen

De penge kan der blive brug for. For Polar Seafood har en forventning om, at coronakrisen vil kaste virksomheden ud i et sandt stormvejr, hvilket ikke er meget anderledes end det, som konkurrenten Royal Greenland oplever lige nu.

Bestyrelsesformand i Polar Seafood, Henrik Leth, har opgivet drømmen om at fortsætte de gode takter fra 2019 og i stedet se realiteterne i øjnene:

- Vi koncentrerer os om at tilpasse vores virksomhed til den nye virkelighed. Rejepriserne, krabbepriserne og torskepriserne er sat ned, og vi har ændret på produktionerne på vores trawlere og meget andet. 

- Vi kan ikke undgå tab, men vi gør, hvad vi kan for at komme godt igennem krisen, siger Henrik Leth til KNR. 

I selskabet forventes det, at situationen kun gradvist vil forbedres over de kommende år. Handlen med fødevarer i det meste af verden er allerede påvirket af blandt andet faldende priser og udfordringer med transport.

- Selv om vi så småt begynder at se genåbninger rundt om i Europa, så kommer der til at gå lang tid, inden vi er tilbage ved noget, der ligner de gode gamle dage, siger Henrik Leth.