Edmonton Eskimoes ændrer sit navn

Og så blev Rødhuderne tævet endnu en gang … Eskimoerne vandt - fantastisk!! Sådan har det lydt i amerikansk fodbold i årevis. Men nu er det slut.
Edmonton vil den kommende tid kalde sig for Edmonton Football Team, indtil holdet har fundet et nyt navn. Foto © : Scanpix
23. juli 2020 13:08

Det populære Edmonton Eskimoes-hold har spillet amerikansk fodbold i mange år - men nu dropper holdet Eskimoes i navnet. 

Årsagen er, at ordet eskimo kan virke nedsættende. Størstedelen af folk fra Grønland, Canada og Alaska foretrækker i stedet betegnelsen inuit.

- Siden vi valgte navnet for over 100 år siden, har vores klub og organisation hyldet den særlige ånd og hårdførhed hos dem, der bor mod nord, oplyser holdet. 

Men det er altså slut nu. 

En af dem, der har kritiseret navnet, er Natan Obed, der er præsident for den nationale Inuit organisation. 

I en udtalelse til avisen Globe and Mail, siger han, at Inuit ikke bare vil bruges som legetøj for professionelle sportsklubber. Ideen om at et hvilket som helst etnisk navn kan bruges, er simpelthen forkastelig, mener han. 

LÆS OGSÅ Is på: Fint at ændre navn, men er eskimo ikke ok?

Ifølge Natan Obed protesterer oprindelige folk i hele Nordamerika nu imod brugen af ord som "eskimo" og "rødhuder".

- Vi ser, at oprindelige folk offentligt kalder sådanne navne gammeldags og anstødelige, og de mener, at de skal ændres.

- De hindrer nemlig forsoningen, siger han.

Edmonton Eskimoes-klubben oplyste derefter til Natan Obed, at klubben er i gang med at forhøre sig mere om sagen - både hos inuit og hos klubbens sponserere. 

LÆS OGSÅ Hansens Is dropper navnet Eskimo

Ifølge Globe and Mail har en af klubbens vigtigste sponsorer, Belairdirect, sagt at Eskimoes skal fjernes fra holdnavnet - og det bliver det altså nu.

Edmonton er ikke det første hold, der skifter navn inden for den seneste tid.

Også Washington Redskins, der spiller i den bedste liga for amerikansk fodbold i USA, NFL, har besluttet at ændre sit navn.

Ordet redskins (rødhuder, red.) opfattes af mange i USA som racistisk og nedsættende overfor indfødte amerikanere.

Edmonton vil den kommende tid kalde sig for Edmonton Football Team, indtil holdet har fundet et nyt navn.