Du kan stadig nå at komme med på arktisk ekspedition

Hvem vil med på arktisk ekspedition? Students on Ice søger igen i år en grønlandsk deltager til årets ekspedition rundt i de nordligste egne af Canada og langs den grønlandske vestkyst. Og det er endnu ikke for sent at ansøge.
16. marts 2016 11:33

Med et scholarship giver WWF Verdensnaturfonden en grønlandsk studerende mulighed for at tage med på en uforglemmelig rejse gennem Arktis sammen med 100 andre udvalgte studerende fra hele verden. Ombord er også videnskabsfolk, kunstnere, forfattere, musikere og undervisere.

Sidste år var Malu Ostermann fra Sisimiut med på turen:

- Det var simpelthen min bedste oplevelse nogensinde. Man lærer så meget, får så meget inspiration, og møder så mange mennesker. Jeg ville ønske, det var mig, der skulle af sted igen i år, siger Malu Ostermann.

Læs også VIDEO Students on Ice søger nye deltagere på arktisekspedition

I år begynder ekspeditionen den 21. juli og slutter den 5. august. Ekspeditionsholdet mødes i Ottawa, Canada for at forberede sig og lære hinanden at kende. Derfra går turen til Kuujjuaq i Quebec, hvor ekspeditionsskibet M/V Ocean Endeavor stævner ud. Kursen sættes mod canadiske bygder, fjorde og kyster ved Baffin Island, bl.a. den smukke Auyuittuq National Park. Herefter krydser skibet Davis Strædet og lægger til i Ilulissat og Itilleq. Ekspeditionen ender i Kangerlussuaq.

Kom helt tæt på det arktiske

Formålet med ekspeditionen er at give de unge indsigt i den arktiske natur, dyre- og menneskeliv ved at bringe dem helt tæt på.

- Jeg lærte en masse om klimaforandringer, og om hvordan de skader Arktis og den arktiske befolkning. Samtidig havde vi et vildt godt fællesskab. Det var som om, vi havde kendt hinanden altid. Jeg tror det var fordi vi havde de samme interesser, fortæller Malu Ostermann videre.

WWF Verdensnaturfonden i Danmark dækker udgifterne for den grønlandske deltager. Ansøgningsfristen er den 1 april. Er du mellem 14 og 18 år og under uddannelse i Grønland kan du søge om at komme med på ekspeditionen. Læs mere på www.wwf.dk , www.studentsonice.com og den vedhæftede brochure herunder: