VIDEO Students on Ice søger nye deltagere på arktisekspedition

Hvis du er mellem 14 og 18 år, studerende i Grønland og har lyst til at rejse rundt i det nordlige Arktis, så er chancen her nu.
Skrevet af Inge S. Rasmussen
10. februar 2016 13:08

Igen i år betaler WWF Verdensnaturfonden for, at en grønlandsk studerende kan deltage i en ekspedition sammen med 100 andre udvalgte studerende fra hele verden.

Turen går rundt i de nordligste egne af Canada og langs Grønlands vestkyst.

Formålet med ekspeditionen er at give unge indsigt i Arktis' natur, dyre- og menneskeliv ved at bringe dem helt tæt på.

En uforglemmelig oplevelse, hvis man skal tro sidste års deltager Malu Ostermann fra Sisimiut.

- Det var simpelt hen min bedste oplevelse nogensinde. Jeg ville ønske, det var mig, der skulle afsted igen i år, siger Malu Ostermann i en pressemeddelelse.

Læs også BILLEDER Malu fra Sisimiut skal på vildt sommertogt

Ekspeditionen begynder den 21. juli og slutter den 5. august. Starten går fra Kuujjuaq i Quebec og slutter på den anden side af Baffin Bugten i Kangerlussuaq.

Ansøgningsfristen er den 11. marts - læs mere på wwf.dk og studentsonice.com.

Se en video fra sidste års ekspedition her: