Drab i Sisimiut: Politiet har anholdt en mand
En mand blev torsdag eftermiddag anholdt i forbindelse med en drabssag i Sisimiut.
Det oplyser Grønlands Politi til KNR.
Politiet ønsker ikke at sige mere om den anholdte, end at han nu skal afhøres og derefter vil det blive besluttet, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.
Sagen drejer sig om en livløs kvinde, der torsdag blev fundet i et område ved Kaaleeqqap Aqqutaa i Sisimiut.
LÆS OGSÅ Politiet efterforsker dødsfald i Sisimiut som drab
Politiet fik anmeldelelsen torsdag formiddag og meldte siden ud, at sagen efterforskes som drab.
- Der er nogle spor, og der er nogle ting på gerningsstedet, og noget vi har fundet ud af, som gør, at vi nu er sikre på, at der er tale om en forbrydelse og derfor et drab, lød det fra efterforskningschef, Jan Lambertsen.
Hvem kvinden er, ønskede han ikke at komme nærmere ind på.
- Af hensyn til efterforskning, venter vi til, at vi er stensikre på identitet, med at vi underrettet de pårørende. Derfor holder vi kortene tæt ind til kroppen med hensyn til den forurettede, sagde han.