Donald Trump kommer på statsbesøg i Storbritannien

Donald Trump skal på statsbesøg i Storbritannien. Det er som gæst ved Dronning Elisabeth, at USA's præsident og hans hustru, Melania Trump, besøger Storbritannien den 3.-5. juni.
Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
23. april 2019 15:53

Trump skal under besøget også mødes med premierminister Theresa May i Downing Street.

- Statsbesøget er en mulighed for at styrke vores allerede nære forhold på områder som handel, investeringer, sikkerhed og forsvar. Og til at drøfte, hvordan vi kan bygge videre på disse bånd fremover, siger Theresa May i en pressemeddelelse.

Statsbesøget falder sammen med markeringen af 75-årsdagen for D-dagen i Normandiet under Anden Verdenskrig.