PITUFFIK Dommer: Exelis Services levede op til udbudskriterier

Det er endnu langt fra sikkert, om en række danske selskaber får medhold i deres klager over, at et amerikanske firma vandt udbuddet om servicekontrakten på Pituffik i 2014.
21. marts 2016 07:42

Under en nylig høring ved en amerikansk domstol (The General Counsel, red.) noterede dommerne sig, at de forholder sig til selve teksten i udbudsmaterialet og ikke til, hvilke politiske aftaler USA og Danmark/Grønland har omkring Pituffik.

Det skriver netavisen finans.dk.

- Måske de to stater (Danmark og USA, red.) havde intentioner om, at kontrakten ikke måtte gå til udenlandske datterselskaber. Det må regeringerne så klare. De kan aflyse kontrakterne og genudbyde kontrakten. Det, vi taler om her, er udbuddet.

Det er selskaberne Greenland Contractors, Per Aarsleff og Copenhagen Arctic, der har anlagt sag imod det amerikanske luftvåben, fordi de mener, at det er i strid med en forsvarsaftale mellem Danmark/Grønland og USA, da det amerikanskejet selskab Exelis Services vandt servicekontrakten på Pituffik.

Læs også Selvstyret godkendte nye Pituffik-udbudsregler

Ifølge forsvarsaftalen kan servicejobbet kun tildeles danske og grønlandske selskaber.

Men under høringen ved den amerikanske domstol pointerede den ene af dommerne, at Exelis Services var korrekt registreret som et dansk aktieselskab efter de regler, som Udenrigsministeriet har godkendt.

- USAF (det amerikanske luftvåben, red) skulle følge bogstavet i udbudskriterierne. Det gjorde man, og Exelis levede op til kravene. De var ikke registeret som datterselskab af udenlandsk selskab.

Domstolens afgørelsen forventes af falde senere på foråret.

Hvis domstolen vælger at rette sig alene efter ordene i udbudsmaterialet, kan kontrakten igen gå til Exelis Services, som afgav det bedste bud.