Dom: 19-årig skal fire et halvt år i anstalten for dødsvold
Siden i mandags har en 19-årig mand siddet på anklagebænken i Qaasuitsup Kredsret i Aasiaat. Han var tiltalt for manddrab, trusler, voldtægt, blodskam og seksuelt forhold til barn under 15 år – og anklagemyndigheden gik efter ni år i anstalten.
Sagen endte dog noget anderledes, da dommen faldt her til eftermiddag.
Den 19-årige blev nemlig frikendt for det, der i anklageskriftet er beskrevet som blodskam og seksuelt forhold til barn under 15 år. Han blev heller ikke kendt skyldig i manddrab, men i stedet for vold med døden til følge og trusler.
Dommen lyder på fire et halvt år ubetinget anbringelse i anstalten.
Både forsvarer og anklager har bedt om en betænkningstid på 14 dage, inden de vil beslutte sig for, om de vil anke dommen. Det fortæller anklager Cecilie Stürup Sørensen til KNR.
Ifølge hende udløser vold med døden til følge oftest tre et halvt år i anstalten.
- I denne sag var det en skærpende omstændighed, at der blev brugt en kniv. Men nu vil vi læse dommen grundigt og overveje, om vi vil anke, siger hun.
Overfaldt en 22-årig mand for et år siden
Ifølge anklageskriftet overfaldt den nu 19-årige mand en anden mand 16. juli sidste år lige over midnat ved at slå ham i ansigtet og på kroppen og derefter tage kvælertag på ham, da han faldt til jorden.
Herefter truede og stak den tiltalte manden med en kniv, så han forblødte. Offeret blev 22 år.
I retten erkendte den 19-årige selve hændelsesforløbet for et år siden. Men han nægtede sig skyldig i manddrab. I stedet erkendte han vold med døden til følge – og det fandt retten ham altså skyldig i.
Kendte ikke barns alder
Den 19-årige var også tiltalt for det, der i kriminalloven hedder blodskam, fordi han flere gange skal have voldtaget et familiemedlem, som på gerningstidspunktet var under 15 år, står der i anklageskriftet. Men han nægtede sig skyldig.
Familiemedlemmet var blevet afhørt på video. Men ifølge anklager Cecilie Stürup Sørensen fandt retten det ikke bevist, at der var blevet begået blodskam, og derfor blev den 19-årige ikke dømt for det.
Manden var også tiltalt for at have haft et seksuelt forhold til et barn på 14 år i perioden mellem oktober 2022 og februar 2023.
Den 19-årige erkendte at have haft et seksuelt forhold til barnet, men:
- Han sagde, at han ikke vidste, at barnet var under 15 år, siger anklager Cecilie Stürup Sørensen.
Dermed nægtede han sig skyldig i det, der i kriminallovens paragraf 79 er beskrevet som ”seksuelt forhold til barn under 15 år”.