Naleraq langer ud efter Inatsisartut-formand: Dokumenterne siger noget andet

Partiet offentliggør nu breve, som ifølge Naleraq viser, at partiet blev bedt om at begrænse sine forslag til 23 under efterårssamlingen. Formandskabet har ifølge partiet siden selv udvalgt, hvilke forslag der skulle behandles.
- Formanden for Inatsisartut siger ét – dokumentationen viser noget andet, skriver Naleraq-formand Pele Broberg i en pressemeddelelse. Foto © : KNR / Markus Valentin
Skrevet af Isak Hüllert
11. september 2026 12:31

Naleraq går nu offentligt ud med dokumentation i en strid med Formandskabet for Inatsisartut om, hvor mange forslag partiet kan få behandlet under efterårssamlingen.

Det sker, efter formanden for Inatsisartut, Kim Kielsen, torsdag udsendte en pressemeddelelse om sagen.

Her understreger Kim Kielsen, at der ikke er sat begrænsninger på medlemmernes eller partiernes mulighed for at fremsætte forslag.

Ifølge Kim Kielsen er der fremsendt langt flere forslag, end Inatsisartut kan nå at behandle under samlingen.

Derfor har det været nødvendigt med en 'skarp prioritering' af forslagene, skriver han i pressemeddelelsen.

Men ifølge formanden er det partierne selv, der har stået for prioriteringen.

- Derfor har det været nødvendigt med en skarp prioritering, hos partierne selv, af hvad der kan behandles under denne samling, og hvad der kan udsættes til næste samling, skriver Kim Kielsen.

Han understreger samtidig, at formålet alene har været at sikre, at samlingen kan gennemføres på forsvarlig vis af hensyn til medlemmerne, udvalgene og administrationen.

Naleraq: Dokumentationen viser noget andet

Naleraq mener derimod, at pressemeddelelsen giver et forkert billede af forløbet.

- Formanden for Inatsisartut siger ét – dokumentationen viser noget andet, skriver Naleraq-formand Pele Broberg i en pressemeddelelse.

Ifølge Naleraq modtog partiet 25. august et brev fra Formandskabet, hvor partiet blev bedt om at prioritere sine forslag til efterårssamlingen. 

Formandskabet lagde ifølge brevet op til, at Naleraq kunne få 23 forslag behandlet.

Naleraq havde indleveret 81 forslag.

I brevet fra Formandskabet til partierne fremgår det, at partiernes forslag skulle vurderes blandt andet på baggrund af partiernes valgresultater og den efterfølgende mandatfordeling. 

Formandskabet henviser samtidig til d'Hondts metode – en fordelingsmetode anvendt til at fordele mandater ved forholdstalsvalg.

Naleraq afviste at vælge 23 forslag.

I et svar fra 1. september skriver Pele Broberg, at partiformanden ikke vil bede partiets medlemmer af Inatsisartut om at prioritere deres forslag.

- Inatsisartutmedlemmerne er valgt af borgerne, og det er ikke partiformanden, der skal afgøre, hvilke forslag der skal behandles, skriver han.

Naleraq mener samtidig, at d'Hondts metode ikke kan bruges til at fordele eller begrænse medlemmernes forslag. 

Hvis proceduren skal ændres, bør det ifølge partiet ske efter Inatsisartuts forretningsorden og forelægges Inatsisartut.

Efter at Naleraq nægtede at udvælge 23 forslag, fik partiet ifølge den nye pressemeddelelse besked om, hvilke af partiets forslag Formandskabet selv havde besluttet skulle behandles.

Det er netop dette, Naleraq mener står i modsætning til Kim Kielsens offentlige udlægning af sagen.

Nærer mistillid

Striden handler også om et Facebook-opslag fra medlem af Formandskabet Per Berthelsen.

Ifølge Naleraqs brev til Formandskabet (brevet, Naleraq sendte den 1. september red.) skrev Berthelsen offentligt, inden forslagsstillerne havde fået besked om, hvilke forslag der var godkendt, at den kommende samling skulle bygge på 'kvalitet fremfor kvantitet'.

Han skrev også ifølge Naleraq, at forslagene ville blive vægtet efter blandt andet valgtal og den efterfølgende mandatfordeling.

Naleraq mener, at opslaget kan opfattes som en indirekte kritik af partiets 81 forslag, og at det skader tilliden til sagsbehandlingen, når et medlem af Formandskabet udtaler sig offentligt, før forslagsstillerne har fået afgørelserne.

Partiet peger desuden på, at flere forslag fra Jens NapãtôK og Pele Broberg tidligere er blevet teknisk gennemgået. 

Ifølge Naleraq fik partiet dengang besked på, at forslagene kunne komme på dagsordenen ved en senere samling, hvis de blev rettet til.

Selv om forslagene siden blev rettet, er de nu igen blevet afvist, skriver Naleraq.

Naleraq fastholder derfor, at partiets forslag, der opfylder formkravene, skal på dagsordenen for EM2026.

- Hvis Formandskabet ønsker at udsætte forslag, må Formandskabet selv drøfte dette med de enkelte forslagsstillere, skriver Pele Broberg.