Diskobugten får hjælp af ekstra helikopter

En ekstra helikopter har hjulpet med transport af passagerer i Diskobugten denne vinter.
På Finansloven 2020 blev det afsat lidt over fem millioner kroner til blandt andet helikopteren i Diskobugten, en ekstra helikopter i Sydgrønland i november og december og pensionistrabat på Sarfaq Ittuk i sommerperioden.
14. februar 2020 09:02

Transporten i Diskobugten fik i januar og februar forstærkning af en ekstra helikopter.

Helikopteren skulle styrke transporten med ekstra afgange i området. Og samtidig har den været med til at tranportere nogle af de passagerer, der har været forsinket i begyndelsen af året.

Den ekstra helikopter er en del af nogle forbedringer af transporten i området, der blev vedtaget med finansloven, oplyser naalakkersuisoq for infrastruktur, Karl Frederik Danielsen.

Også hjælp til Sydgrønland og pensionister

- Jeg er glad for, at de forbedringer nu kommer borgerene i Diskoregionen til gode, siger han.

På Finansloven 2020 blev det afsat lidt over fem millioner kroner til blandt andet helikopteren i Diskobugten, en ekstra helikopter i Sydgrønland i november og december og pensionistrabat på Sarfaq Ittuk i sommerperioden.

LÆS OGSÅ Pensionister får rabat på liggepladser hos Arctic Umiaq Line til sommer

Servicekontrakterne på transport af passagerer udløber ved slutningen af året. Og Naalakkersuisut er lige nu i færd med det forberedende arbejde frem mod de nye aftaler fra 2021.

Kritiserede kontrakter fik ekstra penge

De nuværende servicekontrakter mødte voldsom kritik, da de blev indgået tilbage i 2016. Det var især i Sydgrønland og i Diskobugten befolkningen var utilfredse med de nye transportmuligheder med skib, rejsevilkår og priser.

Selvom det var Inatsisartut, der selv havde sat grænsen 121 millioner for servicekontrakterne, fik den voldsomme kritik partierne til lave en tilføjelse på 22 millioner kroner på finansloven.

De ekstra penge skulle blandt andet sikre billigere billetter, flere flyvninger og forsikringer i tilfælde af at man ikke nåede sin afgang ved skift.