Disko Line refunderer billetter automatisk

Alle rejser med Disko Line fra lørdag og 14 dage frem bliver annulleret, og kunderne får automatisk pengene tilbage for billetterne.
Aflysninger og refundering af billetter sker, fordi stortset al transport internt i Grønland og ud og ind i landet bliver lukket ned i 14 dage fra fredag aften.
Skrevet af Ivik Kristiansen
19. marts 2020 08:18

Alle billetter hos Disko Line fra den 21. marts frem til den 4. april, vil nu automatisk blive annulleret og refunderet.

Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.

Disko Line har tidligere meldt ud, at kunder kan vælge at annullere deres billetter med fuld refundering eller blive ombooket.

LÆS OGSÅ Nuuk lukker: Det må du ikke fra klokken 16.00

Men nu vælger Disko Line automatisk at refundere alle pengene, til dem der skulle være rejst i perioden.

Fredag er sidste tranportdag

Der kan gå op til 6 uger før pengene er refunderet, skriver rederiet.

Disko Line vælger at annullere billetterne, fordi det endnu er uvist om den midlertidige lukning af passagertransport bliver forlænget.

Fredag d. 20. marts bliver den sidste dag, hvor Disko Line kan transportere passagerer, før den midlertidige lukning af al transport frem til 4. april 2020 begynder.

Air Greenland refunderer også automatisk

Også Air Greenland har valgt at annullere og refundere penge for billetter automatisk for rejser fra den 20. marts til og med 3. april, oplyste flyselskabet onsdag.

Aflysninger og refundering af billetter sker, fordi stortset al transport internt i Grønland og ud og ind i landet bliver lukket ned i 14 dage fra fredag aften.

LÆS OGSÅ Air Greenland: Vi refunderer alle billetter

Oplysningen om Grønlands nedlukning blev fremlagt af formanden for Naalakkersuisut tirsdag. Formålet er at forhindre coronasmitte i at brede sig.

Kun transport af gods, rejser, der er vigtige for samfundet, og transport af syge fortsætter.