Direktør om Pituffik-kontrakt: Til fordel for Grønland
USA meddelte lørdag, at det grønlandske selskab Inuksuk A/S for fremtiden skal stå for al service på den amerikanske base i Grønland, Pituffik, frem til 2034. Kontrakten er på op til svimlende 27,7 milliarder kroner over 12 år.
Sagen om servicekontrakten på Pituffik startede i 2014.
Der tildelte USA kontrakten til amerikanske selskab Vectrus Services.
Ind til da havde kontrakten i mange år været på dansk-grønlandske hænder. Aftalen indbragte godt 200 millioner kroner årligt til landskassen.
Men servicekontrakten skal ifølge en forsvarsaftale gå til et dansk/grønlandsk selskab.
Derfor var det ifølge Kongeriget i strid med aftalen mellem USA og Kongeriget, da Vectrus Services fik kontrakten i 2014.
Vectrus Services har kontrakten ind til 2024.
Administrerende direktør i Inuksuk A/S, Jeppe Bloch Steffensen, er mere end tilfreds med kontrakten. Selvom han ikke vil stille op til et interview, før al formalia er på plads, så mener han, at kontrakten er fordelagtig for Grønland.
- Vi er lettet oven på et langt forløb, som med stor tilfredshed er endt til vores og dermed også Grønlands fordel, skriver han i en mail til KNR.
Også den nye udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), er glad for udfaldet af kontrakten.
- Formålet med de her forhandlinger har været at sikre Grønland og det grønlandske folk størst mulig nytte af USA’s militære tilstedeværelse. Det synes jeg er lykkedes med det resultat, der ligger på bordet, siger han i en skriftlig kommentar til Ritzau.
LÆS OGSÅ Grønlandsk og dansk minister: Thule-aftale skal sikre job i Grønland
Gode muligheder for job og uddannelse
Ifølge den amerikanske ambassade i Danmark forventes Inuksuk A/S at påbegynde de indledende tjenesteydelser i begyndelsen af 2023, med fuld overtagelse af drifts- og vedligeholdelsestjenester den 1. oktober 2023.
Lars Løkke Rasmussen ser gode muligheder for, at servicekontrakten kan skabe job og lærlinge- og praktikpladser, skriver Ritzau.
I en pressemeddelse fra maj 2022 skriver selskabet da også, at det vigtigste CSR-tiltag er 'Greenland First'. Et CSR-tiltag beskriver virksomheders sociale ansvar.
- Her er fokus på at skabe gode relationer med de grønlandske fagforeninger, rekruttere lokalt, indgå partnerskaber med fagskoler samt igennem uddannelse og ansættelse at prioritere udviklingen af den lokale grønlandske arbejdsstyrke til et vedvarende og højt teknisk niveau, skriver Inuksuk A/S.
I selvsamme pressemeddelelse forsikrer Inuksuk A/S, at det vil prioritere grønlandske selskaber som underleverandører samt indkøbe materialer og leverancer fra grønlandske forhandlere.