Det sker i Inatsisartut i dag

Der bliver travlt på dagens møde i Inatsisartut. I alt 19 punkter er der sat på.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut/KNR
10. november 2015 08:32

Politikerne skal blandt andet diskutere et forslag fra IA om, at Naalakkersuisut skal indarbejde FN's Børnekonvention som en inatsisartut-lov senest ved efterårssamlingen i 2016.

Naalakkersuisut erklærer sig enig i udvalgets betragtninger, men henholder sig også til, at der er meget store økonomiske usikkerheder forbundet med en vedtagelse.

Derfor vil Naalakkersuisut som indledning til lovarbejdet igangsætte en grundig analyse af beslutningsforslagets både administrative og økonomiske konsekvenser. 

Politikerne skal også andenbehandle forslaget om at forhøje pensionsalderen og dermed tidspunktet for at kunne modtage offentlig pension. Også reglerne for førtidspension og boligsikring er på bordet.

Det gælder også naalakkersuisuts afgiftspakke for hellefisk og makrel i det havgående fiskeri. 

Politikerne skal også forholde sig til en stribe punkter med nukleare temaer. Blandt andet et forslag om beskyttelse af arbejdere mod ioniserende stråling. 

Endelig er der forslag om, at grønlandske studerende i Danmark skal have mulighed for at stemme på folketingskandidater opstillet i Grønland.