Det regner med vejrrekorder: Aldrig har juni og juli været så våde

Der har været rigtig meget nedbør, siger DMI's seniorklimatolog om sommervejret i Nuuk og Qaqortoq
Juni og juli har tilsammen været de mest våde sommermåneder i både Nuuk og Qaqortoq, der nogensinde er blevet målt.
08. august 2021 11:01

Det regner med vejrrekorder i år.

Juni og juli har nemlig til sammen været de mest våde sommermåneder i både Nuuk og Qaqortoq, der nogensinde er blevet målt.

Det fortæller John Cappelen, der er seniorklimatolog hos DMI.

- Til tider har det været ret vådt, siger han. 

Værste regneår nogensinde målt

Og det er måske endda en underdrivelse. I både Nuuk og Qaqortoq har det nemlig ikke regnet så meget, som de har gjort i juni og juli tilsammen, siden DMI begyndte at måle i henholdsvis 1890 og 1961.

I Nuuk har det regnet knap 295 millimeter, og i Qaqortoq er det 389 millimeter.

Og det er ret vildt, fortæller John Cappelen:

- Det er jo rigtig meget nedbør, når det er rekord!

LÆS OGSÅ Rekordvarme i Grønland smelter milliarder af ton indlandsis

Faktisk er der en dag, der stikker særligt ud i Qaqortoq:

- Den 23. juni regnede det med over 145 millimeter på én dag.

Men hvordan kan det være, at det har regnet så meget?

- Når atmosfæren indretter sig sådan, at vi får pænt mange lavtryk ind, så får vi også meget regn. Det er naturligt, at vi i nogle perioder får det meget vådt og i andre perioder får det noget tørrere. 

Men har dét mon noget at gøre med klimaforandringer?

- Det er jo en blanding. Det er rigtigt, at jorden bliver varmere og varmere, og derfor kan atmosfæren også indeholde mere og mere vand, siger John Cappelen og uddyber:

- Det er en blanding mellem nogle naturlige ting og også et signal om klimaforandringer. Det gælder både nedbør og temperaturer. 

23,4 grader i Østgrønland

Og apropos temperaturer er det ikke kun regnen, der sætter rekorder i år. Det har også været usædvanligt varmt særligt i Østgrønland. 

Den 29. juli sneg temperaturen sig op på 23,4 grader ved lufthavnen Nerlerit Inaat, der ligger nær Ittoqqortoormiit.

Gennemsnitstemperaturerne i Danmarkshavn, Daneborg og Ittoqqortoormiit har også været højere i år end før.