Det kan ikke betale sig at spare på vandet

Problemet er langt fra nyt, men på trods af intentionerne i en landstingsforordning fra 2005 om at få installeret nye målere i samtlige flerfamilieboliger senest pr. 1. juni 2010, så er det stadig ikke sket i knap 8000 af INI's boliger.
En af dem der hver måned betaler en unødvendig høj vandregning er Jonas Thygesen fra Qeqertarsuaq.
- Det er for mit vedkommende usmageligt, at regningen blot bliver fordelt blandt lejerne og ikke efter forbrug. For vi ved, at alle der forbruger el, betaler efter forbruget, siger Jonas Thygesen.
Han betalte en ekstraregning sidste år, og gjorde det også året forinden, selvom han har været bortrejst i næsten fem måneder.
- Jeg var på grund af sygdomsbehandling i 2011 bortrejst fra lejligheden i næsten fem måneder. Til trods for det, så skulle jeg også betale en ekstraregning efter varmeforbruget blev opgjort.
Ifølge Landsforordningen nr. 2 af 12. maj 2005 blev det ellers besluttet, at samtlige flerfamiliehuse under Selvstyret og kommunerne skulle udstyres med individuelle målere senest pr. 1. januar 2010. Det skulle netop ske for, at man med fordel kunne spare penge på sin vandregning, forklarer den fungerende chef for Departementet for Boliger, Olafur P. Nielsen.
- Tanken var at sikre, at det er dem, der bruger vandet, der også kommer til at betale for det, siger Olufur P. Nielsen.
Forordningen tager dog forbehold i tilfælde af, at installationen vil belaste boligafdelingernes økonomi uforholdsmæssigt. Og det er præcis, hvad tilfældet er i flere af de ældre offentligt ejede boliger.
I disse boliger løber vandrørene typisk fra kælderen og op til samtlige radiatorer, toiletter og håndvaske, der ligger over hinanden i hver lejlighed.
Det betyder, at der skal installeres målere på samtlige vandrør i hver lejlighed, og det kan hurtigt blive en omfattende affære, forklarer Olafur P. Nielsen.
- En lejlighed med både toilet, bruser, håndvask, køkken og brandslange. Det kan være seks til otte målere, der skal etableres, og det er en udgift i sig selv, der vil belaste boligafdelingens økonomi, siger han.
Han gør dog gør opmærksom på, at Jonas Thygesen og andre, der sidder i samme situation selv har mulighed for at påvirke processen i forhold til at få installeret individuelle vandmålere i deres lejlighed.
- Hvis de bor i mindre boligenheder, så bør de benytte sig af deres beboerdemokratiske ret. Der bliver jo årligt indkaldt til budgetmøder. Her kan man møde op og foreslå, at man gerne vil have en huslejestigning på 100 kr. om måneden mod at få installeret vandmålere. Det er også en mulighed, siger Olafur P. Nielsen.
Boligselskabet INI A/S administrerer 9.364 boliger, og af dem er hele 7850 i dag uden individuelle vandmålere.