Abelsen om vold mod grønlandske kvinder: - Det er stærkt bekymrende

Kommer vold i hjemmet andre ved? Er et voldsoffer selv skyld i slag og spark? Og hvordan får voldsofre bedre hjælp? Det blev drøftet på et dialogmøde tirsdag.
62 procent af kvinderne i Grønland har været udsat for vold. Og det er meget bekymrende, siger Naalakkersuisoq Martha Abelsen (S). Arkiv Foto © : KNR
07. marts 2019 15:00

62 procent af kvinderne i Grønland har været udsat for vold. 

Det sagde Naalakkersuisoq for sociale anliggender, Martha Abelsen (S), da hun åbnede et dialogmøde om fremtidens krisecentre tirsdag.

- Det er stærkt bekymrende, og det er et vigtigt emne, der skal diskuteres, sagde Martha Abelsen.

Og helt generelt mangler der viden om vold indenfor hjemmets fire vægge. Det viser en undersøgelse, som er lavet af Kattunneq, der er et projekt, der fokuserer på at opkvalificere de sociale medarbejdere på krisecentrene.

De har sendt spørgeskemaer bredt ud til fagpersoner i Grønland.

Der mangler viden

Undersøgelsen viste for eksempel, at otte procent af fagpersonerne, der svarede på spørgsmålene, mener, at vold i hjemmet ikke kommer andre ved.

56 procent svarede, at ofrene selv bærer en del af ansvaret for volden.

Og de opfattelser har indflydelse på, hvordan personer, der søger hjælp, bliver modtaget, forklarer Simone Bodholdt fra Maryfonden, der er en del af Kattunneq.

LÆS OGSÅ Voldsramte skal have bedre støtte

Den berøringsangst, som Kattunneq oplever hos fagfolkene, betyder, at især børn, der har oplevet vold i hjemmet, ikke får hjælp nok. Derfor anbefaler Kattunneq, at der føres målrettet indsats med børn.

De anbefaler også, at fagfolkene får undervisning. Det vil også øge mulighederne for bedre erfaringsdeling og sparring på højere niveau, mener Kattunneq, der netop har udgivet en undervisningsmanual til fagfolk. 

Også krisecentrene, især de selvejede, bør udvikle kompetencer og netværk, lyder det.

LÆS OGSÅ Nyt undervisningsmateriale om vold i hjemmet

Et af krisecentrene, det landsdækkende krise- og behandlingscenter Illernit, fortalte om fem typer af vold. For vold er ikke kun fysisk, forklarede Stine Mølgaard fra centret. 

- Der er kvinder, der ikke ved, at de bliver udsat for vold. For vold behøver ikke nødvendigvis at være fysisk: Det kan også være psykisk, økonomisk, materiel eller seksuel vold, sagde hun.

I familier går vold mod kvinder også udover børnene. Stine Mølgaard fortalte om en dreng, der ofte forsvarede sin mor mod sin voldelige far.

- Han ville for alt i verden ikke selv blive voldelig mod sin partner som voksen, og derfor er det vigtigt, at hele familien skal i behandling, sagde Stine Mølgaard.